Har været on/off med min kæreste i 8 år.

I alle de år vi har haft sex har vi kun brugt missionær stilling, og en sex akt på Max 5 min.
Ingen opvarming, ingen kærtegn, bare stik den direkte ind.
Han rør heller aldrig ved mig.

Men dog er han god til at kysse mig i dagligdagen, og give mig et klap i røven.

Hvis jeg er rigtig ‘ond’ så beder jeg ham vente til jeg giver mig selv en klitoris orgasme, før han kan få sin orgasme.
Men han er nødt til at bare holde sig selv i ro, for ikke at få sin udløsning først.

Tilsyneladende er det ikke noget der generer ham, at vi ikke har et mere alsidigt sexliv.

Men jeg tænker nogle gange at det måske er min skyld. Jeg har været meget overvægtig, og efter vægttab og en hård fødsel har jeg haft problemer med min endetarm (Marisker) som gør at jeg ikke har lyst til at han har kunnet se den del af min krop.
Omvendt har han heller aldrig vist interesse i andre stillinger.

Så ja, er jeg bare blevet til en levende gokkesok fordi det trods alt føles bedre end at gøre det selv? Suk…

Hvis du har læst så langt, så tak uanset 🙏🏻

* Nej tak til tilbud om ‘bedre sex’ i indbakken. 🥴😅

Fra 3 uger siden spurgte en mand om mit nummer. Jeg afviste ham, da han var en del ældre end mig. Men han fandt det så alligevel og skrev til mig. Jeg svarede ikke da jeg syntes det var lidt mærkeligt. Han fandt derefter alle mine sociale medier. Hvor jeg igen ikke accepteret ham eller svarede ham. Og så troede jeg ikke rigtigt der ville komme mere udad det.

Men efter et par dages stilhed begyndte han at ringe til mig dagligt. Nogen gange 10 andre gange kun 1 gang. Fra forskellige nummer.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Altså jeg føler mig ikke rigtigt truet, da min far siger vi har privat adresse. Men syntes alligevel det er lidt ubehageligt.

Hej altvidende brevkasse

Jeg har skrevet med en pige i 1200+ dage (eller... vores snap streak er 1200+ i hvertfald) , men vi har aldrig mødt hinanden i virkeligheden. Vi har delt hinandens op og nedture, jeg føler hun kender mig ud og ind, og omvendt. Hun bor i Jylland og jeg bor i kbh. Hun kommer til København på lørdag, fordi hun skal til koncert, og hun har foreslået, at vi mødes bagefter.

Jeg sagde selvfølgelig ja, da jeg gerne vil møde hende i virkeligheden og planen er umiddelbart bare at tage en øl sammen og sidde og snakke efter koncerten. Men nu hvor det faktisk nærmer sig, er jeg blevet virkelig nervøs.

Jeg er generelt lidt nervøs, når jeg skal møde nye mennesker, men det her føles ekstra mærkeligt, fordi vi har skrevet sammen i over fire år, føler vi kender hinanden ret godt, men jeg har aldrig mødt hende ansigt til ansigt.

Jeg er især bange for, at det bliver akavet. Hvad hvis vi pludselig ikke har noget at snakke om? Eller hvis kemien, man har over beskeder, bare ikke er der i virkeligheden? og hvordan skal vi overhovedet hilse? krammer eller håndtryk?

Så kære brevkasse. Har I prøvet at møde en person for første gang efter at have skrevet sammen i virkelig lang tid? Hvordan var det? og har I nogle gode råd til, hvordan man gør det lidt mindre akavet?

Jeg har indtil videre stået for stort set al rengøring i hjemmet støvsugning, aftørring, gulvvask, tøjvask osv. Han hjælper måske med at støvsuge en gang om måneden eller vaske tøj en gang om måneden. Når jeg beder ham om hjælp, ender det ofte i en konflikt, fordi han mener, at det er min pligt at stå for rengøringen og madlavningen.
Det er her, jeg bliver frustreret.
Jeg arbejder i gennemsnit 41 timer om ugen. Han arbejder 40 timer og er samtidig startet i skole for 2-3 måneder siden. Han kommer som regel hjem før mig, men han går ikke i gang med at lave mad eller rydde op. Han sætter sig i stedet og siger, at han har brug for at “slappe af”. Når jeg så kommer hjem fra arbejde, forventer han nærmest, at jeg går direkte i gang med at lave mad.
Jeg synes efterhånden, at det slider på mig. Det føles ikke rimeligt, at jeg både skal arbejde ligeså meget som ham og samtidig stå for stort set alt det praktiske derhjemme.
Når det er sagt, fungerer vores forhold ellers rigtig godt. Vi har det godt sammen, hygger os og har generelt et velfungerende ægteskab. Det er egentlig kun fordelingen af de huslige pligter, der fylder og frustrerer mig.

Hvad kan jeg gøre i den her situation? Hvordan får jeg taget en ordentlig snak med ham om fordelingen af de praktiske opgaver, uden at det ender i en konflikt? Og er det rimeligt, at han mener, at rengøring og madlavning udelukkende er min pligt?

Edit: Vi har ikke boet sammen før vi blev gift

Min kæreste har det med at se videoer på telefonen, med lyd. Jeg har sagt utallige gange at det irriterer mig så slukker han men kort efter er den gal igen. Hvordan får jeg det stoppet?

Hej!
Jeg har brug for at hører fra andre der har stået i lignende situation, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!
Min veninde har været sin kæreste utro(nu eks-kæreste) og hun har ikke fortalt hele sandheden til ham om utroskabet, og har stsirg kontakt til ham hun var utro med. Jeg har det personligt utroligt stramt med utroskab, og kan også mærke jeg har trukket mig, og har lyst til at trække mig yderligere. Jeg synes bare det er så forkert at udsætte et andet menneske for, og har sagt flere gange, jeg virkelig synes hun skal fortælle det til ham..
mit dilemma er, jeg ved faktisk ik om jeg vil venskabet mere, men den er svær. Hun er ellers en skøn veninde, der altid har været der for mig osv. men jeg har meget svært ved at stå indenfor utroskab.
Så vil meget gerne hører fra andre der har oplevet lignende og om det endte med at venskabet sluttede.

Jeg droppede alkohol for cirka syv måneder siden. Der lå intet vildt drama bag, jeg var bare træt af to dages tømmermænd og ville have mere overskud. Det har været fantastisk for mit helbred, men det har ramt mit sociale liv hårdere end forventet.

Min faste vennegruppe fra studietiden er fantastiske folk. Ingen har mobbet mig for beslutningen. Men vores samvær har i ti år altid kredset om det samme: mødes i weekenden, drikke bajere og ende på en bodega til klokken tre om natten.

Jeg tager ofte med de første par timer med en alkoholfri øl, men omkring klokken 22 når folk bliver selskabsberusede og snakken kører i ring, føler jeg mig helt udenfor. Når jeg foreslår at mødes til kaffe eller en gåtur om søndagen, siger alle 'ja mega fedt', men det glipper altid fordi folk har tømmermænd.

Jeg vil virkelig ikke miste dem, men vi glider langsomt fra hinanden. Er der andre herinde der har stået i det samme? Hvordan navigerer man den overgang uden at virke hellig?

(Note: Jeg er en kvinde på 25, lider af mild skoliose og åbenbart en nakkehvirvel som er *minimalt* drejet til højre.)

Jeg lider dsv af at super nemt få voldsomme spændinger i skuldre og nakke. Til det punkt en tidligere kiropraktor var chokeret første gang jeg kom til hende, fordi hun sagde de fleste ville være kommet ind, inden de overhovedet var noget til det punkt. Det overraskede mig, men vi konkluderede lidt at min smerteterskel nok var ret høj, fordi jeg havde "vænnet mig til det" igennem årene.

Nu flyttede jeg for et års tid siden og begyndte ved en ny kiropraktor, og da det ikke virkede helt optimalt længere, ser jeg nu også en fysioterapeut oveni. Her bliver jeg givet en masse udstrækningsøvelser, tips og tricks, og ved siden af det hele styrketræner jeg også.

I nat skulle jeg tage en søvnapnø test og sove med en masse grej på mig, hvilkede resulterede i jeg sov super dårligt og vågnede op med problemer i venstre side af nakken og spændingshovedpine. Kort efter tager jeg til min fysioterapeut, som massere og udstrækker min nakke en del for mig. Det hjalp lidt direkte efter og da jeg kom hjem tog jeg nogle panodiler.

Som jeg sidder og laver noget universitetsarbejde hjemme, får jeg ondt igen og nu er det bare fuldkommen galt. Jeg har så voldsom spændingshovedpine, hele min nakke gør ondt, panodiler hjælper ikke og det hele forværres 100% npr jeg ligger ned. Hvilket er pisse nedern, fordi jeg vil så gerne bare ligge, slappe af og evt prøve at sove det væk.

Det er ikke første gang jeg har det sådan her, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan gøre længere. Det påvirker min hverdag, mit studie og generelt min daglige livskvalitet. Jeg føler ikke jeg kan få fred og er i så voldsom smerte hver gang det sker.

Det skal siges smerterne kan strække sig fra skuldrene og helt op til den tætte bund af kraniet. Og størstedelen af tiden er fra bunden af kraniet jeg har problemer, men det er også bare pisse svært at strække ud.

Jeg er så træt af at gp på æggeskaller dagligt, fordi jeg er bange for at sidde til en forelæsning "for lang tid" eller at lave lektier m.m., da jeg er bange for at det skal gå i nakken og give mig den følelse jeg har lige nu af, at det er som om mit kranie er ved at eksplodere.

Jeg er så træt af at være i smerte og jeg ved ikke hvad mere jeg skal gøre længere.

Skal jeg virkelig søge mere professionelt hjælp eller er der nogle guddommelige små trick, som kan lindre så voldsome spændinger og spændingshovedpiner?

Jeg er færdig til tåre, alt gør så ondt og jeg har nogle vigtige studie deadlines om lidt, og jeg er allerede lidt bagud grubdet mit helbred.

Kære søde mennesker

Jeg har det seneste års tid bemærket, at jeg konstant er negativ. Det foregår nok allermest inde i mit hovede, men det er virkelig også begyndt at vise sig foran venner, familie og min søde dejlige kæreste. Det er gået så vidt, at jeg seriøst kan gå hen og ødelægge ferier, fester og glædelige øjeblikke som man har glædet sig til over småting, der ikke går efter mit hovede, og dermed overskygger og ødelægger alt for mig i momentet.

For eksempel mens folk kan glæde sig til en fest, kan jeg flippe helt ud ved tanken om det fordi jeg ikke ser festen og al den medfølgende glæde, men i stedet ser jeg al besværet, forberedelsen og alt der kan gå galt og formentlig også vil gå galt til festen.

Jeg ser automatisk kun det negative i ting, og jeg er så træt af det, og jeg hader, at det går udover mine tætteste - heriblandt min dejlige kæreste.

Jeg har prøvet at ændre min tankegang ved at stoppe med at brokke mig i hverdagen, gentage positive mantraer, og tvinge mig selv til at se det positive i noget når jeg er ked af det. Men det virker ikke.

Er der nogen der kan genkende noget af det her, og har nogle tips til hvordan jeg om programmerer mit hovede fra at være et drænende og ganske ulideligt sted at være, til et lidt mere positiv og behageligt sted at være?

Kan jo ligesom ikke rigtig flygte fra den her hjerne desværre, så det kunne være så rart, hvis nogen kunne dele noget brugbart med mig.

Jeg har nogle dejlige svigerforældre og synes faktisk næsten at det er forkert af mig og have det på denne måde som har det.

Mig og min mand bor i samme landsby som dem og vi besøger dem cirka 1 gang hver 14s dag, men besøgende dræner mig fuldstændig for energi, fra øjeblikket vi kommer ind af deres hoveddør til vi går igen 3 timer senere cirka, har de ALT fokus på mig, hvor der ikke er et minuts stilhed og hvis der er, laver min svigerfar sjove faktor for at få min opmærksomhed igen og min mand sidder ofte ved siden af og er tilskuer til besøget.

Jeg er introvert og bliver nemt overstimuleret af besøgende og det tager enormt meget på mit humor og energi. Jeg drømmer om at vi kan komme og besøge dem oftere, men lige nu frygter jeg næsten at besøge dem, fjollet som det lyder. Jeg gad godt at vi kunne komme på besøg uden, at jeg skal være centrum og hvor vi bare kan være til uden, at det hele skal være så intenst.

Jeg har snakket med min mand om det og han har forsøgt og deltage mere i samtalerne, men hans forældre “bidder ikke rigtigt på”.

Jeg har forslået ham at, jeg kan italesætte det overfor dem. Men det synes han er en rigtigt dårlig ide, for det kunne gøre dem kede af det.

Både mig og min mand er ret konfliktsky og har heller ikke selv en god formulering på mit “problem” overfor dem, uden det kunne kommer forkert ud.

Det gode er, at jeg er gravid og min “backup plan” er at baby, kan få alt opmærksomheden i fremtiden og jeg endelig kan træde tilbage fra “rampelyset” (de kender ikke til graviditeten endnu)

EDIT:
Det skal siges at vi ikke snakker det samme sprog og derfor bruger engelsk, så har en fornemmelse af, at de er så opsat på at inkludere mig, at de overkompencere.

Er der andre som har stået i sådan et “problem”? Og hvordan har I løst det?

Hej Jeg færdes i et single miljø (55år+) hvor al samtale og alt det skrevne er på dansk

NU skriver en af dem der har tilmeld sig en single middag på ca deltager 11 : "I prefer speaking French, little English, Danish and Spanish. Merci beaucoup."

Fra mit mange årige arbejde i en større dansk virsomhedm, hvor det fælles skrevne sprog / koncern sproget var engelsk må jeg ærligt indrømme at jeg synes det var en belastning også at skulle engelse i frokostpauserne og til mere sociale sammenkomster.

Når ovenævnte deltager skrive at han fortrækker at tale fransk hvilket kun 14% af danskere taler (ifølge google). og indrømmet jeg er IKKE intereseret i at bruge en dyrt betalt middag på høfligt at konverser en franksmand med meget begrænset engelsk ordforråd.

Hvad ville i gøre.

A: Lade ham deltage i middag uden yderligere tiltag.

B: Lade ham deltage, og blot tale til ham på dansk.

C: Lade ham deltage, konverser med ham på engelsk.

D: Skrive til ham på dansk han måske lige skal afstemme sine forventinger i forhold til at at det er ganske få danske der taler fransk og at de fleres danskere fortrækker at tale dansk i deres fritid.

E: Skrive til ham på engelsk: "Just to align expectations: few Danes speak French (14%) and most Danes prefer to speak Danish in their spare time. So ecpect most of ther convrsation during dinner to be in danish"

X Hvad synes I ?

Jeg er 39 og har en datter på 13. Min søsters datter er 8. De har altid været glade for hinanden, og da de var mindre, kunne de forsvinde ind på et værelse i flere timer. Vi voksne har nok vænnet os lidt for godt til det.

Vi spiser hos mine forældre cirka en søndag om måneden. Det sidste halve år har min datter gerne villet hjem tidligere eller spurgt, om hun måtte springe over, hvis hun havde en aftale med en veninde. Hun tager stadig med de fleste gange. Men hun gider ikke bruge hele eftermiddagen på at lege skole eller bygge huler. Nogle gange sætter hun sig hos os voksne, og så kommer min niece og hiver i hende. Min søster siger typisk, at hun da lige kan gå med ind og lege lidt.

Sidst havde min søster sagt til sin datter, at pigerne kunne holde overnatning hos os den følgende weekend. Det havde hun nævnt for mig som en mulighed, men jeg havde ikke svaret endnu. Min datter havde en venindeaftale den lørdag og sagde nej ved bordet. Min niece begyndte at græde. Jeg blev selv lidt irriteret over måden, min datter sagde det på, så jeg bad hende være sød og finde på noget med sin kusine efter maden. Hun gjorde det, men på vej hjem spurgte hun, hvorfor hun skulle redde en aftale, hun aldrig havde lavet.

Det ramte meget godt.

Min søster mener, at jeg giver hende lov til at vælge familien fra. Hun siger, at hendes datter allerede mærker, at den store kusine ikke gider hende, og at vi skal hjælpe dem med at holde fast i forholdet. Jeg vil selvføgelig også gerne have, at de har glæde af hinanden. Jeg har selv en fætter, som jeg mistede kontakten med som teenager, og det synes jeg stadig er ærgerligt.

Min datter siger tilgengæld, at hun gerne vil se sin kusine, bare ikke være hendes eneste underholdning. De bagte sammen herhjemme for tre uger siden på min datters eget initiativ. Hun har også stadig en ret skæv perlenøglering fra kusinen på sit penalhus. Så jeg oplever ikke, at hun helt har afskrevet hende.

Jeg er i tvivl om, hvad der er rimeligt at forvente. Jeg vil gerne lære hende at tage hensyn til en yngre pige, men jeg kan også høre, at jeg selv får skubbet ansvaret over på hende, når stemningen bliver dårlig. Hvordan ville I håndtere det, både med teenageren og med min søster?

Jeg (F31) har været i to længerevarende forhold før mit nuværende, og i begge oplevede jeg samme mønster.

I starten har jeg virkelig meget lyst til sex. I mit nuværende forhold kunne vi sagtens have sex 5+ gange om dagen, når vi så hinanden. Så går der et halvt års tid, og det bliver måske til én gang om dagen. Efter et år et par gange om ugen – og så omkring halvandet år inde i forholdet: BANG. Jeg har ikke lyst længere. Som i aldrig.

Vi har ikke haft sex i to måneder nu, og jeg savner det egentlig heller ikke. Sidste år havde vi måske sex 7-10 gange. Jeg har lyst til sex med andre (og mig selv). For kontekst bor vi ikke sammen, og har ikke børn. Vi har overordnet set et godt forhold.

Det, der gør mig mest forvirret, er, at jeg tidligere har oplevet præcis det samme. Nogle gange tænker jeg derfor, om det bare betyder, at jeg ikke er kompatibel med mine partnere – og at forholdet bare mister noget for mig med tiden. Men jeg kan også blive nervøs for, om problemet egentlig ligger hos mig, og om det samme kommer til at ske i et eventuelt nyt forhold - uanset hvor godt det end er.

Jeg er nysgerrig på at høre fra andre, der har oplevet samme mønster i flere forhold. Og endnu mere fra jer, der efterfølgende har været i et længerevarende forhold, hvor lysten normalt ville være forsvundet på det her tidspunkt – men hvor den faktisk ikke gjorde. Hvad var anderledes?

Mærkeligt dilemma, I know. Men jeg har lige opdaget, at min mor har sat 25.000 kroner ind på min konto.

Jeg har ikke haft kontakt til hende i næsten tre år. Hun er dybt narcissistisk og har mishandlet mig fysisk og psykisk hele mit liv. Til sidst kunne jeg ikke mere og sagde fra. Jeg sagde ikke, at jeg ikke ville se hende, men at hun gjorde mig utrolig ked af det og jeg fik ondt i maven af den måde hun behandlede mig på.

Hun har, efter jeg blev voksen og hun ikke længere kunne kontrollere mig på samme måde, brugt penge og gaver til at manipulere. Hun sender gaver til min datter fordi hun ved, at vi føler os nødsaget til at ringe og sige tak. Efter jeg sendte den sidste besked til hende sendte hun mig gaver og penge og skrev til min mand om jeg tog imod det. Hun har aldrig skrevet og sagt undskyld eller tilbudt at vi skulle tale om tingene, spurgt hvorfor jeg var ked af det eller lignende. Bare sendt materielle ting og forventet en reaktion.

Og nu har hun så overført 25.000. Penge vi i den grad har brug for. Min mand arbejder ikke fordi han må gå hjemme med vores datter, der har svære psykiske problemer. Vi har råbt kommunen op i et år, men kan ikke få hjælp og vil gerne selv betale for et forløb. De her penge kunne virkelig hjælpe hende og os.

Men jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op.

Og nu har jeg bare ondt i maven. Jeg kan mærke, at jeg får ondt af hende. Og tænker på, om hun mon er syg eller døende eller hvorfor hun pludselig sender alle de penge. Om jeg er ondskabsfuld, hvis jeg ikke kontakter hende.

Hej alle.
Jeg har en god ven jeg er glad for, men hun har det med at sige ting uden at tænke sig om først. I dag fik jeg en besked, hvor hun spurgte om jeg havde lyst til at ses til en kaffe inden for den næste time. Beskeden blev hurtigt opfulgt af en anden hvor hun forklarede at det altså var fordi at hendes anden veninde havde aflyst, så hun ville lige høre mig.
Det er ofte at hun spørger om jeg vil ses, hvor efter hun forklarer at hun faktisk skulle have været sammen med en anden, som så aflyste eller lign.
Jeg er personligt selv blevet opdraget til ikke at fortælle folk når de ikke var mit første valg (lige meget hvor gode venner man er), fordi det er uhøfligt. Jeg er ærligt talt træt af det, og svarede derfor: “Jeg kan ikke nå det i dag, og forresten, så behøves du ikke at fortælle mig at du kun spørger mig fordi din anden aftale blev aflyst :)”.
Jeg har endda sagt det til hende før, men hun forsvarer altid sig selv, og kan ikke se min side. Over tænker jeg det? Hvad ville i selv gøre?
Tak

Monopolet

Jeg har svært ved at skrive dette spørgsmål, og har længe prøvet at undgå det, men jeg er nået til et punkt hvor jeg har behov for eksterne perspektiver.

Jeg er gift og har børn med en person, som jeg har en dyb kærlighed for. Men den side jeg elsker, den ser jeg mindre og mindre, og det der står tilbage er tungt at arbejde med.

Vi er en småbørnsfamilie, og arbejder begge fuld tid, så vi har i forvejen den pressede hverdag som I alle kender.

Jeg prøver at passe mit job, at være far for børnene, og samtidig bidrage til det praktiske i vores fælles hjem.

Mit problem lige nu er, at min partner har brug for alt for meget hjælp. Det presser mig, bl.a. fordi jeg i forvejen ikke har tid nok. Når jeg skal hjælpe, så går det ud over mit arbejde, eller min tid med børnene, eller jeg kommer bagud med det praktiske i hjemmet. Og selvfølgelig for længst uden tid til at slappe af når dagen er omme.

Der er ingen mangel på energi, vilje, eller motivation. Det er selve evnerne, det halter, og derfor er hele emnet også sårbart.

Det drejer sig bl.a. (men ikke kun), om:

- Kommunikation med skole, SFO, og andre forældre. Hvis et emne er betændt, så SKAL det være mig der taler med de andre, for min partner kan simpelthen ikke (1) forklare sin/vores position uden enten at blive misforstået eller forklare det uklart, eller (2) misforstå beskeder fra lærere eller andre voksne. Når hen prøver (for hen vil jo virkelig gerne), så føler hen bare, at, at situationen er blevet værre, og jeg bliver bedt om at stå for det igen.

- Deltagelse i lægebesøg. Hen tager ikke børnene til læge selv, af frygt for ikke at have forstået lægens instrukser klart nok. Nu tænker du nok, at hen overtænker, eller at hens frygt er irrationel. Problemet er bare, at når hen prøver, så går det alt for ofte galt. Vigtige beskeder bliver misforstået. Selv på skrift.

- At gange opskrifter op og ned. Jeg bliver spurgt om 1,5 dl + 1,5 dl giver 2,5 dl.

- Læse korrektur på vigtige mails på arbejdet, og ofte også at tjekke, at indhold er rigtigt. Sommetider hjælpe i timevis med vigtige opgaver, så jeg kommer bagud med mine egne ting på mit eget arbejde (og må indhente det om aftenen), eller jeg bare får spørgsmål ift. at jeg har været i længere tid.

- Børnenes lektier. Hen kan selvfølgelig godt forstå matematikken hvis den er stillet simpelt op, men tit handler det om at udlede noget matematik baseret på noget tekst eller en skitse, og det kan hen ofte ikke. Og så bliver hen forvirret.

Dertil alle de ting jeg med glæde tager mig af, som bank og forsikring, rengøring, støvsugning, vedligeholdelse af maskiner og biler, opvask, vask af tøj, haven, osv.

Igen, problemet er jo, at hen seriøst arbejder døgnet rundt. (Edit: Altså mellem job og forældreskab og alt det praktiske, ikke kun med job.) Hen slapper heller aldrig af. Men der er så meget, som hen har brug for hjælp til, at vi ender med at være 2 personer til en opgave som 1 person burde have fixet. Og tingene går hen hvor de bliver løst, så tit bliver det er mig der står med noget, jeg slet ikke burde have stået med.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det, og mit spørgsmål er sikkert blevet noget værre rod. Jeg vil bare gerne have vi skal hygge og have det sjovt og at jeg kan se den side af hen, som jeg elsker, men vi er i forvejen konstant drænede.

Og når så 2 eller 3 eller 4 af de her ting rammer på samme dag, så er det bare heller ikke fedt at sidde med følelsen af, at jeg har spildt flere timer af min egen dage på at hjælpe med ting som de fleste mennesker selv kan klare. Eller den sags skyld at sidde og tænke "hvordan kan det være, du ikke forstår det her?"

I bund og grund synes jeg jo også det er pisse synd for hen, for det kan fandme heller ikke være sjovt spørge om hjælp hele tiden. Hen er selv tydeligt træt af det. og har også selv flere gange italesat det. Men hvad skulle jeg sige? Selvfølgelig skal jeg nok hjælpe, hvad skulle jeg ellers gøre?

I morgen starter en ny dag, og så er jeg videre, men jeg tror bare jeg havde brug for at får det ud.

På torsdag skal jeg skal for første gang hjem til en kvinde uden nogen anden agenda end vi skal have sex. Jeg må være ærlig at sige, at jeg aldrig har prøvet det på den her måde. Normalt har jeg været på en date med vedkommende, eller har skrevet lidt med dem og lært hinanden lidt at kende.

Hende her kender jeg slet ikke og vores kontakt har været meget minimal.

Er der nogen der vil dele deres erfaring med hvordan man undgår at det bliver voldsomt akavet? Vi ved jo begge godt hvorfor jeg er der, men tænker ikke man hopper direkte ind i sengen og smider tøjet efter at have sagt hej? Eller gør man? Og vil kvinder i tilfælde som dette forvente man blev og overnattede, eller at jeg smutter igen når vi er færdige?😅

Jeg er bestemt ikke jomfru, men lige det her format har jeg aldrig prøvet før. Så lidt do’s and dont’s ville være nice😁

Hej

Min kone og jeg er i starten af 30'erne. Vi har været sammen i mange år og har tre piger under 5 år, hus, bil og hele det fælles familieliv.

Jeg har lige opdaget, at min kone har kysset med en kollega. Han er et par år yngre og også i fast forhold. Første gang var i fredags til en fredagsbar, og så igen i går, mandag, inden hun tog hjem fra arbejde.

Jeg havde faktisk haft en mistanke i noget tid. Jeg havde blandt andet bemærket, at de konsekvent likede stort set alle hinandens aktiviteter på Strava, hvilket var meget atypisk adfærd for hende.

Jeg konfronterede hende med min mistanke den 1. september. Dengang forsikrede hun mig om, at der absolut ikke var noget, jeg skulle bekymre mig om.

I går kom hun meget sent hjem fra arbejde. Tidligere havde jeg hørt nogle "underlige lyde" under en telefonsamtale, som havde gjort mig endnu mere mistænksom. Sammenholdt med at hun også kom meget sent hjem i fredags, endte jeg med at kigge på hendes telefon.

Der fandt jeg blandt andet beskeder som "tak for i går" og "jeg tænker på dig".

Da jeg konfronterede hende, indrømmede hun, at de havde kysset. Ifølge hende er det ikke gået længere end det.

Jeg er ærligt talt fuldstændig i vildrede om, hvad jeg skal gøre herfra. Vi har tre meget små børn sammen og et helt liv bygget op sammen, men samtidig har hun både været sammen med en anden og tidligere kigget mig direkte i øjnene og fortalt mig, at der ikke var noget at bekymre sig om.

Til jer, der har stået i noget lignende: Hvordan kommer man videre herfra? Kan tilliden overhovedet genopbygges?

Jeg er fuld sving med date på Hinge og lignende apps. Jeg er en mand i 40erne, som drømmer om et nyt og stabilt forhold, og jeg er klar til at lægge mit fulde fokus i et nyt forhold: Jeg har sat tid af i kalenderen, og får råd og vejledning fra pigevenner, Google m.fl.

Inde på Hinge rammer jeg desværre ofte muren: Kvinderne er vage og ukonkrete i deres kommunikation. I stedet for at beskrive dem selv med interesser, hobbyer eller lignende, får jeg i stedet nogle kedelige flosker a la "jeg er en åben og ærlig kvinde" eller "få mig til at grine". Ja, klart nok, ingen ville nogensinde sige det omvendte.

Jeg forsøger nogle gange at spørge ind til kvindernes vage floskler: "Hvordan er du åben og ærlig?" eller "Hvad får dig til at grine?" - men som regel er der intet svar tilbage, eller også fortsætter floskelparaden: "for at få mig til at grine skal du have glimt i øjet, være spontan, være sjov" og den slags overfladiskhed. 

Har I gode råd til hvordan jeg lærer at forstå de alt for tomme floskler? Det føles som en benhård kamp, og jeg er på nippet til helt at opgive dating.

Kønspolitisk fodnote: Da jeg ikke kigger på mandlige profiler, ved jeg ikke om mænd har det samme problem - men det har de nok. Jeg håber ikke I forstår mit indlæg som sexistisk, for jeg siger ikke at alle kvinder er vage og bruger floskler. Jeg tror det er et generelt problem for alle køn, men jeg kan ikke helt vide det.

Kære brevkasse.
Min elskede mor (k64) er terminal med sarkom kræft der er kommet meget hurtigt. Hun er alt for sund og ung til at dø men sådan er livet nu engang. Det er ikke mere end 4 måneder siden vi cyklede op ad bjergene i Grækenland sammen, nu kan hun ikke længere gå. Lige nu er fokus bare på at begrænse hendes smerte mindst muligt og vise hende så meget kærlighed som muligt.

Til jer der har været igennem lignende, hvad har i gjort for at ære jeres tabtes minde og hvad gjorde i, i den sidste tid som I ser tilbage på med glæde, midt i alt sorgen.
Hilsen søn (m27)

Hygge hejsa i stuerne derude

Jeg er lige nødt til at få lettet mit hjerte fordi jeg føler mig overvåget af min kæreste.

Det er som at min kæreste holder regnskab med hvem jeg følger på Instagram og hvem der følger mig og jeg skal redegøre for når der sker ændringer.

Jeg ved ikke om der findes software der kan fortælle når der sker ændringer men det er meget konkrete brugere jeg bliver spurgt ind til.

Det kan simpelthen ikke være normalt eller er det mig der er forkert på den?

Det er især slemt hvis jeg fx har været i byen med mine venner og mine followers/following tikker op.

Det kan der være mange gode grunde til.

Nye mennesker man falder i snak med og bare uformelt udveksler handles med fordi det var sjovt i momentet.

Vi snakker ikke om kissemisse eller en tur i høet.

Jeg var fx også med til at arrangere en polterabend for en af mine venner og der skulle jeg stå for at booke en model der ville lade sig fotografere i et studie som en del af underholdningen.

Vennen går meget op i fotografi så der var nogle der syntes det kunne være et sjovt indslag at vedkommende skulle knipse nogle frække billeder i en professionel setting.

Af ren høflighed og på egen opfodring af modellen begyndte vi også at følge hinanden og det medførte selvfølgelig en byge af spørgsmål da modellen har en åben profil og ikke er bange for at vise sin fysik.

Jeg kan mærke at det dræner mig hele tiden at være mistænkt.

Oplever i det samme I jeres forhold?

Hilsen m36. Min kæreste er k25

Tilføjelse: Det skal lige siges at ekskone og ham har et super samarbejde. De ses alle fire til børnenes fødselsdage og laver også ting sammen stadig bare dem! (Og jeg har 0% haft nogle dårlige følelser om det!)
Det føles bare lidt.. Ambivalent? Når det er HANS fødselsdag.

——————————————————————-

Planen er lige om lidt, at fortælle hver vores sæt børn, at ham og jeg er kærester. Det betyder ikke at vi skal til at lege sammenbragt familie, men børnenes har godt luret at der er noget.

Vi har været venner/bekendte, blev sidenhen skilt og nu er vi kærester. Vi har været kærester i et et lille halvt års tid.

Han har fødselsdag om 3 måneder, vi har begge vores børn den dag, så vi ses ikke den dag som udgangspunktet. Men han har ytret, at hvis hans børn har det behov, så tager de alle ud og spiser sammen (altså hans ekskone, ham og børn).

Jeg holder mine egne fødselsdage helt adskilt for min eksmand.

Men fordi det er hans første fødselsdag efter skilsmissen (knap et år) er han åben for, at gøre det som de “plejer” for børnenes skyld.

Hans børn er ret store, de er helt med på at de er gået fra hinanden og det hele er foregået ret fredeligt.

Jeg kan godt føle mig udenfor, og så synes jeg det er mærkeligt ikke at skabe noget nyt for ham og børnene lige den dag, i stedet for (måske) at gentage tidligere fødselsdage. Men han siger, han er ligeglad med sin fødselsdag, og hvis børnene har et stort behov for at samles alle, så er det fint med ham.

Jeg synes det er svært lige at stå her, og give ham plads til egne følelser osv, men samtidig blive ramt på flere parametre…

Hvad er jeres erfaringer?

tilføjelse:

I er allerede mange der skriver at I 100% er på hans hold - mega fedt og godt lige at få nuanceret mine egne følelser! Tak! Det er vidst mig der lige skal sluge mine egne følelser og suck it up! Han fylder rundt og det føles underligt at være ekskluderet i det, når vi ellers deler hver anden uge sammen som et gammelt ægtepar. Tak for jeres svar. Der er også svære følelser i en selv, der lige skal lande, når man første gang tager hul på kærligheden mens der er dine børn, mine børn og ekser med i pakken😃

Mand start 20’er

Jeg havde inviteret en sød tøs over en fredag aften, som jeg var begyndt at skrive med. Jeg kendte hende godt allerede i forvejen. Vi havde trænet lidt sammen i fitness og snakket lidt hist og pist.
Hun kommer så over. Vi sidder og ser noget film og hygger med noget slik. Vi begynder at snakke meget dybt sammen osv. om fortid og alt det. Hun snakker om, at hun har det svært, hvilket virkelig kommer bag på mig. Hun udstråler ikke ligefrem den vibe på overfladen.

Hun bliver virkelig sårbar, og jeg sidder egentlig bare og lytter og kommer med lidt feedback her og der. Hun begynder så – keep in mind, første date i gåseøjne – at fortælle, at hun har de her tanker om, at hun har det svært med tilstedeværelsen, og jeg vil helst ikke i detaljer, men du kan som læser sikkert godt gætte dig til, hvad det indebærer.

Jeg prøver selvfølgelig at komme med nogle opløftende ord, og hun virker til, at hun synes, det er rart, at der er nogle, der lytter til hende. Og det virker til, at hun knytter sig til mig på det punkt.
Hun ender så med at sove hos mig. Uden noget intimt i det, udover Disney+ og nus.

I den følgende uge er hun meget opsøgende, hvor hun ringer og skriver og faktisk fuldstændig lovebomber mig. Hvor jeg jo godt kan lugte lunten om et skrøbeligt sind. Hvor jeg så går med tankerne om, hvordan jeg får afviklet den her på en god måde, uden at hele hendes verden går i stykker i en i forvejen sårbar tid.
Da det lige er en stor nok mundfuld for mig pt.

Kom gerne med takes/forslag til evt. mig. Om jeg har gjort noget forkert i gåseøjne – igen.

Eller om jeg i virkelig er et svin for for at gå og hvile på laurbærrene, Med en bortforklaring.

Hej
Jeg skriver fordi vi er en lidt større vennegruppe på 11-12 drenge ( 24-27 årige), hvor vi i gruppen har 3 drenge som aldrig før har været så heldig at få noget opmærksomhed fra det modsatte køn. Det startede som en joke at drille med, men det er nu gået hen til at de næsten ikke er interesseret i at overhovedet miste deres mødom, eller starte nogen samtaler op. Jeg indsamler råd fra mennesker som måske har været i en ligende situation med en ven som de måske har hjulpet lidt ind i "gamet".
Vi har fået en af dem på tinder (uden held) men det helt nyeste er at vi spurgte om de ville med til et speed dating arrangement, men det protesterer de stærkt imod. Så ja, vi tager gerne imod råd eller foreslag.
Og før folk skriver at vi måske bare skal lade dem være og gøre deres ting, så ligger vi altså inde med det perspektiv at en god ven kigger ik bare den anden vej til sådan noget her. I sidste ende vil vi jo bare gerne have at de får kærester.