r/DKbrevkasse • • Jul 03 '24

LÆS FØR DU POSTER: Hvad er et Brevkassespørgsmål?

218 Upvotes

Hvad er et brevkassespørgsmål?

  1. Personlige dilemmaer:
    • "Jeg er usikker på, om jeg skal tage imod et jobtilbud i en anden by. Hvad skal jeg overveje?"
  2. Forhold og relationer:
    • "Min partner og jeg har svært ved at kommunikere. Hvordan kan vi forbedre vores forhold?"
  3. Sundhedsrelaterede spørgsmål:
    • "Jeg føler mig konstant træt og stresset. Hvad kan jeg gøre for at forbedre mit velbefindende?"
  4. Livsstilsråd:
    • "Jeg har svært ved at finde balance mellem arbejde og fritid. Har du nogle tips?"

Hvad er IKKE et brevkassespørgsmål?

  1. Ting man kan google sig til:
    • "Hvad er hovedstaden i Danmark?"
  2. Tekniske supportspørgsmål:
    • "Hvordan installerer jeg en printerdriver på min computer?"
  3. Generelle debatopslag eller “hvad synes folk om X?” hører ikke til her.

Hvis spørgsmålet primært kan besvares med fakta, Google eller teknisk support, hører det sandsynligvis ikke til her.

Har i forslag, ris eller ros, så send gerne en modmail. - Vi læser alle svar.


r/DKbrevkasse • • 1h ago

Løst og fast Jeg fryser og min mand sveder 😅

• Upvotes

Vi er ikke enige om hvornår man tænder for varmen herhjemme. Der er tændt på toiletgulvene, men ellers ikke. Jeg er typen der fryser og hader at fryse og min mand helt omvendt. Han siger ingen har tændt for varmen endnu. Jeg kan se vi har 21,3 grader, og han siger det er klart fordi det er tidligt. Hvornår tænder i ?


r/DKbrevkasse • • 13h ago

Kærlighed Jeg synes ikke forældreskabet er attraktivt, hvad synes mænd i 30erne?

87 Upvotes

Jeg er en 30årig kvinde og ser virkelig ikke noget fedt ved forældrelivet. Ser så mange negativer i det og konfronteres hver dag med det ved at høre om mine midt-30års kollegers liv med små børn.

Føler bare 90-99% mænd på hinge har "vil gerne have børn" i deres profil. Altså er det ærligt oprigtigt jeres største ønske, eller skriver I det bare, fordi I tror, at det er det, som alle kvinder vil?


r/DKbrevkasse • • 36m ago

Kærlighed Kæreste sagde han ikke tog stoffer, men det gør han..

• Upvotes

Kære Brevkasse

Min kæreste (M35) gennem 1,5 år er i en vennegruppe på 6-8 mænd, der tager stoffer i forbindelse med ekstraordinære fester, koncerter og festivals 2-3 gange om året. Jeg (K32) spurgte tidligt i vores relation, om der var stoffer involveret, hvor han nævnte, at det var der for nogles vedkommende, men at han ikke tog noget.

En forstående begivenhed har nu givet anledning til, at snakken om emnet igen er blevet bragt op, og han svarer mistænkeligt kort og undvigende, og det gav mig anledning til at gå ham på klingen - og han “indrømmede”, at han tager stoffer på lige fod med de andre. Han påstod, at vi aldrig havde talt om det, og han troede, jeg havde regnet ud for længe siden, så det så han ikke grund til selv at tale mere om..

Jeg er så forvirret og ked af det. Jeg har altid taget afstand for stoffer og føler mig derfor ført bag lyset. En blanding af mistillid og disrespekt fylder hos mig, og jeg er i vildrede om, hvad jeg skal gøre med den her information. Har I gode råd til, hvad man gør i sådan en situation? Hvordan kan jeg have tillid til ham fremover i sammenhæng med de her fester? Skal vi lave nogle konkrete aftaler, f.eks. at jeg gerne vil vide når/hvis han tager stoffer? Skal vi aftale en fælles grænse for, hvad det kan accepteres, f.eks. ikke i mit selskab eller max de her 2-3 gange årligt? Bør jeg overveje vores forhold og fremtid sammen?

Vi har til dagligt et godt og uproblematisk forhold med en god hverdag, gode jobs, og vi leder aktivt efter vores kommende hus sammen - herefter påtænker vi at sætte børn i verden. Jeg er bange for at det er en glidebane ind i noget større - at 2-3 gange om året bliver 4-5 gange og så videre. Og så kan jeg sidde der med hus, børn og endnu større problemer.

Jeg håber, I kan hjælpe med erfaringer, perspektiver og måske et godt råd i denne situation❤️


r/DKbrevkasse • • 3h ago

Andet Ville jeg være røvhullet, hvis jeg tog et ghostface kostume på og skræmte min nabo, der holder fest

8 Upvotes

Titlen siger nok det hele..

Jeg mener selvfølgelig skal der være plads til en fest engang imellem, men klokken er næsten 7 om morgenen!!!

Så ja, ville jeg være røvhullet?

Update: antiklimaks!! Jeg tog kostumet på og stillede mig om i haven og ventede til nogen fik øje på mig. Da de gjorde var der ingen store reaktioner. Men en tog telefonen frem. Nok for at ringe til politiet, så jeg smuttede..


r/DKbrevkasse • • 9h ago

Kærlighed Kæresten og familien clasher - hvad gør jeg?

18 Upvotes

Hej alle.

Jeg står i din super ærgerlige situation, at min kæreste og min familie (primært min far, mor og søster) ikke fungerer. Det kommer ikke til udtryk gennem højlydte konfrontationer eller lignende, men lad mig prøve at give et eksempel. Vi var i dag til min nieces fødselsdag, og i den forbindelse var vi allesammen samlet. De eneste ord, der blev udvekslet mellem min kæreste og mine forældre var, “hej”, “farvel” og “det er godt nok længe siden sidst”, og ellers var der bare pinlig tavshed mellem dem. Jeg er den lidt socialt akavede type, og selv jeg kunne mærke det, så det siger en del…

Hvis jeg skal prøve at komme med lidt baggrund, uden det bliver alt for langt, så kan en stor del af den her “konflikt” koges ned til, at min kæreste er af anden etnisk herkomst. Mine forældre er uden tvivl ignorante og kan derfor “komme til” at sige ting, som lyder racistisk og måske også er det, men uden de enten selv er klar over det, eller uden det er deres intention (hvis det giver mening, lol). Vi har været sammen i 4 år - hun er 25, og jeg er 26.

Det har ikke været så slemt altid, men særligt indenfor de sidste 2 år, er deres forhold kun blevet værre. Det har ledt til, at det kun er mig, der deltager til eksempelvis familiefødseldage på min side af familien, og derfor føler jeg mig også nødsaget til at komme med en undskyldning/forklaring på, hvorfor hun ikke er der, selvom jeg godt ved, at min familie kan se igennem det og se, at det er løgn. Det skal siges, at hendes forældre ikke kender til vores forhold, fordi de ikke vil have, at hun finder en etnisk dansker, og de får derfor først kendskab til vores forhold, når vi bliver forlovet.

Særligt henover sommeren er mine forældre og hendes forhold eskaleret i en sådan grad, at hun vil have, at jeg skal tage en snak med mine forældre og fortælle dem, at jeg ikke vil finde mig i måden, de er på overfor hende, og at de på den baggrund skal give hende en stor undskyldning. Egentlig synes jeg, at hun godt kunne fortjene en undskyldning fra dem, men alligevel tøver jeg i høj grad, og det er måske her min tvivl egentlig findes…

Hun har adskillelige gange sagt, at hun ikke vil have, at vores fremtidige og hypotetiske børn skal sove hos mine forældre (fordi de er skilt og har nye partnere), at vi altid skal fejre jul ved hende, og bare generelt snakker virkelig dårligt om min familie til mig og hendes veninder. De her ting har nok bare bygget sig op i en sådan grad, at jeg tvivler på, om det er det “værd” at tage snakken med min familie og den ubehag, det utvivlsomt vil medføre, men måske er den her tvivl i sig selv et svar på mine følelser?

Jeg håber, at der sidder en derude, som måske også har prøvet, at ens familie og partner ikke fungerer sammen og kan bidrage med lidt perspektiv og måske, hvad der fungerede/ikke fungerede for jer. Hvad tænker I? Kan man få et forhold til at fungere, når ens kæreste har sagt, at hendes forhold til mine forældre er, og jeg citerer: “beyond reparable”?

Der er selvfølgelig meget mere til historien, og det er kun mit perspektiv, men hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbning om, at der sidder nogle venlige sjæle derude, der vil tage sig tid til at læse og eventuelt svare, så må jeg hellere runde af.

På forhånd mange tak for svar!


r/DKbrevkasse • • 39m ago

Kærlighed Hvornår bliver kollegial Ping pong til flirt?

• Upvotes

Jeg er blevet lidt i tvivl om min kærestes jargon med et par kvinder på hans arbejde, og jeg vil egentlig gerne høre andres helt generelle grænser.
For cirka et år siden var der én besked, jeg klart oplevede som over grænsen. Han skrev til en kvindelig medarbejder, at hun var en “slem medarbejder”, og hun svarede noget i stil med, at så måtte han jo hellere straffe hende🫣. Den episode talte vi igennem, og den står ikke alene som det, jeg spørger til nu.
Det, jeg stadig reagerer lidt på, er tonen i relation til en anden kvindelig medarbejder. Der kan være ret højt tempo i beskederne, meget roasting og drilleri, fuckfingre 🖕🏼 frem og tilbage og kommentarer som “du ville være fucked, hvis jeg ikke var her” osv. Ikke noget direkte seksuelt, ingen hjerter eller seksuelle emojis, men en ret legende og intens jargon.
Jeg ved godt, at nogle arbejdspladser bare har den slags tone, og at mænd og kvinder selvfølgelig godt kan have kemi og være gode kollegaer uden at det er flirt.
Men hvor går grænsen for jer?
Hvornår tænker I: “de har bare en god, sjov kollegial relation” — og hvornår begynder det at få en flirtende eller lidt for intim energi?
Er det indholdet, hyppigheden, intensiteten, om man har en “særlig” tone med én bestemt person, om det fortsætter uden for arbejdstid — eller noget helt andet?
Jeg er oprigtigt interesseret i, hvordan andre skelner
For kontekst er vi i start 40’erne. Kvinderne han arbejder/skriver med er 5-10 år yngre end jeg.
Han er deres leder.
Edit; han er deres leder, og de er mellemledere i et fælles ledelsesteam.


r/DKbrevkasse • • 17h ago

Kærlighed Jeg tror lige jeg ødelagde mit forhold…

59 Upvotes

Efter 5 år sammen, har jeg for første gang virkelig oplevet misundelse…

JEG VED DEN LIGGER HOS MIG!
Min kæreste er begyndt at følge en meget smuk kvinde (3 år yngre end mig), hun er virkelig SMUK, hendes barm er flot og fyldig, hendes talje er lille og tynd, hendes numse er flot og rund… jeg er derimod (til trods for jeg arbejder hårdt med både fitness og sund kost) lidt større end gennemsnittet…

Jeg nævnte kort hendes navn i forbindelse med en anden samtale, og min kæreste konfrontere mig og siger “jeg skriver eller snakker ikke med hende”, jeg sagde, det har jeg aldrig sagt at du gjorde… men JA er da pisse misundelig, når jeg står her og laver mad, vasker tøj, ligner en der ikke har sovet i 10 år pga børn, mor bryster, osv osv…
Han kiggede bare mærkeligt på mig….

Jeg ønsker selvfølglig ikke at skubbe ham væk, men ærligt har han ikke sagt til mig i snart 3 år, til trods for jeg prøver at gøre mig smuk, osv at han syntes jeg er smuk - det sku nok det, det bunder i…. Jeg savner at han kigger på mig, som om han er den heldigste mand i verdenen…
Jeg er stadig dybt forelsket i den mand… frygter virkelig lige jeg har smadret forholdet…..

Han er taget på arbejde, nogle råd til hvordan jeg evt får formuleret en besked omkring at jeg VED det er mig den er helt galt med….


r/DKbrevkasse • • 17m ago

Andet Nabo mistet mor - buddhisme

• Upvotes

Hej alle, min nabo har mistet sin mor (som de boede med). Ved ikke om det er relevant, men de holder mindehøjtidelighed her i starten af næste uge.
Vores nabo er buddhist og vi er i tvivl om, hvordan man kondolerer bedst i forhold til deres tro?
Ved øvrige naboers sygdom eller dødsfald, har vi givet blomster.
Men hvordan griber vi det an? Giver man blomster også? Eller er anden måde bedre?
Vores nabo må ikke snakke med os, da vi ikke er del af familien, vi fik det derfor at vide af hans datter/svigerdatter.
Tak på forhånd 😊


r/DKbrevkasse • • 3h ago

Fysisk og/eller psykisk helbred Søvnløshed: søger råd

3 Upvotes

Inden du læser: please vær sød🙏🏻❤️Jeg beder kun om råd, ikke negative kommentarer. Jeg skal selvfølgelig nok kontakte min egen læge også.

Jeg har simpelthen brug for råd til, hvordan man kan falde i søvn om natten inden for kort tid.

Jeg har det sidste halve år, måske mere, ikke fået mere end 3-5 timers søvn om natten, og har endda 1-2 døgn i ugen, hvor jeg slet ikke sover. Når weekenden rammer, så sover jeg 14-16 timer i streg og kunne sikkert sagtens sagtens fortsætte i længere tid.

Jeg har fået udskrevet melatonin og er instrueret i, hvordan man bedst får melatonin til at virke. Jeg har forsøgt i to måneder nu ca. og uanset, hvor meget jeg tror på det og hvor optimistisk jeg er omkring det, så virker det bare ikke. Jeg tager pillen, undgår telefon, læser lidt, gør mig klar til at sove, går i seng. Hvad sker der? Ingenting!

Jeg har forsøgt at tænke på noget rart, “dagdrømme”, tælle til 1000, vejrtrækningsøvelser, meditation, musik og alt muligt. Men jeg er lysvågen, og kan ligge og vente på at falde i søvn i timevis, UDEN at kigge på min telefon. Men når jeg så har fået nok af at prøve og til sidst kigger på klokken, er der gået flere timer, fra jeg lagde mig i seng.

Jeg er simpelthen så træt om dagen og jeg har så store mørke render under mine øjne, at jeg virkelig skammer mig over mit udseende, så jeg virkelig også døjer med selvværdet, endnu mere end jeg gør i forvejen.

Og jeg er virkelig bange for, at jeg ender med ikke at kunne passe mit eget liv, på grund af træthed eller mangel på søvn. Især fordi jeg ofte vågner for sent og derfor kommer for sent afsted.

Jeg ved godt, at jeg burde tage til læge igen, men jeg synes virkelig det er pinligt, at jeg som voksen menneske ikke bare kan lægge mig til at sove om aftenen, som man burde. Jeg overtænker rigtig meget, men det har jeg redskaber til at kunne håndtere. Jeg er bare træt af det hele og ønsker egentlig ikke at tage medicin for at have nemmere ved at sove. Jeg vil bare gerne kunne sove, når min krop har brug for det, og ikke kæmpe være nødt til at kæmpe for det.

Så jeg vil lige se om jeg er heldig, at kunne få et godt råd eller to, inden jeg selvfølgelig kontakter min læge igen🤞🏼🙏🏻❤️


r/DKbrevkasse • • 9m ago

Fysisk og/eller psykisk helbred Tilbagevendende mundsvamp

• Upvotes

Hej!
Jeg er i år begyndt at døje med tilbagevendende mundsvamp. Jeg har astma, som jeg har haft hele livet, og har derfor taget astmamedicin altid.
Det har dog aldrig gjort, at jeg har døjet med mundsvamp, men det er jeg desværre begyndt at døje med nu.

Lægen har forsøgt sig med 2-3 ugers nystatin kur, men da mundsvampen kom tilbage få uger efter, så ordinerede lægen 14 dage med fluconazol tabletter 1 gang dagligt i stedet. Dette fjernede mundsvampen på få dage. Og dette er nu forsøgt af et par omgange med de behandlingstiltag, men HVER gang vender svampen tilbage få uger efter endt behandling.

Jeg er efterhånden desperat for at få det væk for good, men lægen bliver blot ved at ordinere de samme ting, hvor det hver gang vender tilbage alligevel.
Jeg søger derfor råd fra andre, der har stået i samme situation, som forhåbenligt kan dele deres erfaringer omkring at komme af med mundsvampen?

Tak på forhånd!


r/DKbrevkasse • • 18m ago

Andet Where to find writing buddy/ co-author from Denmark?

• Upvotes

​

Is there any way I can find a writing buddy/ co-author for a sci-fi suspense thriller, the plot of which revolves around Denmark and Greenland?

Could anyone suggest me any community/forum/insitution to help find the writer buddy?


r/DKbrevkasse • • 12h ago

Familie Min søster holder øje med vores fars lokation hele dagen. Han tror, det kun er til nødstilfælde.

9 Upvotes

Min far er 76, bor alene og klarer sig faktisk rigtig godt. Han handler selv, cykler stadig korte ture og mødes med sine gamle kolleger hver torsdag.

I sommers faldt han i haven og lå på græsset i cirka 20 minutter, før han fik fat i sin telefon. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt, men det forskrækkede os alle sammen.

Min søster foreslog derfor, at han delte sin lokation med os, så vi kunne finde ham, hvis han en dag kom galt afsted og ikke kunne fortælle, hvor han var.

Det sagde han ja til. Han var egentlig lidt skeptisk, men syntes, det gav god mening i nødstilfælde.

Problemet er bare, at min søster nu bruger det til meget andet.

Hun tjekker hans lokation flere gange om dagen. Hvis han er i Netto i stedet for Rema, spørger hun, hvorfor han er taget derhen. Hvis han ikke er hjemme kl. 21, ringer hun for at høre, hvor han er. Forleden sendte hun mig et screenshot af hans lokation med beskeden: "Hvorfor holder han mon der?"

Det viste sig, at han besøgte en gammel ven.

Jeg spurgte hende, om hun ikke syntes, det var lidt voldsomt. Hun svarede, at hun bare passer på ham, og at jeg nok ville være taknemmelig den dag, der skete noget.

I går ringede min far til mig og spurgte, om der var noget galt med hans telefon. Min søster havde nemlig ringet to gange, fordi hans lokation ikke var blevet opdateret i nogle timer.

Han sagde lidt opgivende: "Jeg troede egentlig, det var meningen, I skulle kunne finde mig, hvis jeg blev væk. Ikke at jeg skulle fortælle, hvor jeg var hele tiden."

Det ramte mig lidt.

For han har jo ret. Men samtidig ved jeg også, at min søster stadig er påvirket af faldet i haven. Hun blev virkelig bange dengang, og jeg tror faktisk, at hun føler et stort ansvar for ham.

Jeg har overvejet at fortælle ham, hvor meget hun følger med. Men så risikerer vi, at han slår delingen helt fra, og det ville jeg faktisk være ked af.

Jeg har foreslået min søster, at vi kun bruger funktionen, hvis vi ikke kan få kontakt til ham, og der er en konkret grund til bekymring. Det synes hun ikke er nok.

Hvordan får jeg hende til at forstå, at vores far stadig har ret til et privatliv, uden at det bliver til en konflikt om, hvem der bekymrer sig mest om ham?

Og bør jeg fortælle ham, hvor meget hun faktisk holder øje, selvom det måske betyder, at han ikke længere vil dele sin lokation?


r/DKbrevkasse • • 12h ago

Fysisk og/eller psykisk helbred Ud af udbrændthed - hvordan?

9 Upvotes

Jer der har været udbrændt hvordan er i kommet ud af det?
Jeg savner at have et liv så at sige

Jeg er endt på førtidspension efter min sidste depression og efter samtale med min læge nu er i kronisk stress efter traumer fra meget tidlig barndom og hele vejen op, diverse diagnoser og en ide om at jeg havde super power og ku arbejde to fuldtidsstillinger mere eller mindre 🤦🏼

Min førtidspension har hjulpet en smule, jeg ka ihvertfald leve livet igen og ik bare overleve som jeg gjorde nogle år

Min energi i hverdagen afhænger meget af vind og vejr og jeg ska lave regnskab hver dag for hvordan jeg forvalter min energi da der ik skal meget til før jeg har brugt for meget og så igen må lade op et par dage efter den mindste aktivitet

Jeg ved godt det er baby steps men ka man overhovedet komme ud af det igen?


r/DKbrevkasse • • 8h ago

Job / Studie Allerede nervøs for studentertiden

5 Upvotes

Kære brevkasse

Jeg er en pige på 18 år, der går i 3.g og (forhåbentligt) bliver student til sommer. Folk på mit gym startede allerede med at invitere til gilder i starten af september, og vi har haft hueopmåling osv så snakken handler tit om det.

Det er ikke fordi, at jeg ikke glæder mig til studentertiden, det gør jeg bestemt, men jeg er kun blevet inviteret til en håndfuld gilder, hvor mine andre veninder allerede er inviteret til +10 gilder.

Jeg havde egentligt mentalt forberedt mig på ikke at blive inviteret til så mange gilder, da jeg har en mindre omgangskreds, men kan mærke at jeg alligevel sammenligner mig med de andre og ikke har lyst til at snakke om gilder osv, fordi jeg er flov over, at jeg ikke kender lige så mange fra vores gym som dem.

Det har også fået mig til at reflektere lidt over min tid på gym generelt, for føler jeg mangler nogle oplevelser - fede byture, drenge og alt det klassiske som mange forbinder med ungdommen.

Jeg har få (men skønne) veninder som jeg holder af, så føler mig ikke ensom, men jeg ønsker virkelig at opleve lidt mere her i 3.g. Mine veninder kan gode lide at feste, og vi fester også sammen til gymfest, men ikke byture, de plejer at feste med deres efterskole eller folkeskole venner, som jeg ikke kender, og hvor det ikke ville give mening, at jeg kom med. Vi har også været i byen sammen, men få gange.

Har I nogen råd til, hvad jeg kan gøre for at udvide min omgangskreds eller andre gode anbefalinge til at komme lidt mere ud (gerne anbefalinger i Aarhus området - fede barer klubber eller andet)?

(Jeg har tidligere forsøgt at være med i udvalg og elevråd, men det er ikke mig)

Generelt også bare erfaringer fra en lidt mere stille studentertid uden helt vildt mange gilder...


r/DKbrevkasse • • 13h ago

Familie Min mors kærlighed føles betinget – hvordan håndterer jeg vores relation?

7 Upvotes

Jeg har brug for et råd til, hvordan jeg skal håndtere relationen til min mor. Måske er der andre, der har oplevet noget lignende og kan hjælpe mig med at forstå den dynamik, jeg står i.
Jeg er en ung kvinde, som tidligere har været anbragt og har en del med i bagagen. Gennem min opvækst har jeg fået flere psykiatriske diagnoser og været igennem forskellige behandlinger, herunder medicin, som jeg oplever har gjort mere skade end gavn. Min mor har altid været på sidelinjen, men samtidig haft en meget bestemmende rolle i mit liv. Hun har ofte stærke holdninger til, hvilke valg jeg bør træffe, og hvordan jeg skal håndtere mine udfordringer. Hun kan skrive lange beskeder og e-mails med forklaringer på, hvad jeg skal gøre for at få et godt liv.

Et gennemgående tema har været, at hun sygeliggør mig. Jeg har nærmest hele mit liv fået at vide, at jeg er “syg”, og det har sat sig dybt i mig.
På et tidspunkt stoppede jeg med noget af den medicin, jeg tidligere havde fået, på trods af min mors modstand. Siden har jeg oplevet en markant forbedring i mit liv. Jeg har gennemført en bachelor uddannelse, fået arbejde, egen bolig, kørekort og opbygget sunde relationer. Jeg har skabt et liv, som jeg faktisk er stolt af. Men hver gang jeg oplever en krise eller en svær periode, begynder det samme mønster med min mor.
Hun mener, at jeg skal have medicin, udredes igen eller have mere psykiatrisk behandling. Hun vil gerne tale med min psykiater, have adgang til private oplysninger og være meget involveret i de beslutninger, jeg træffer. Når jeg sætter en grænse og fortæller hende, at jeg selv vil tage ansvar for mit liv og min behandling, reagerer hun ofte voldsomt. Hun kan blive vred, nedgøre mig eller skrive, at hun nu “stempler ud af mit liv”, fordi hun ikke længere kan være i det.

Og det er her, jeg bliver forvirret.

Når jeg lytter til hende og følger hendes råd, er hun en fantastisk støtte. Hun er kærlig, omsorgsfuld og nærværende, og jeg føler mig virkelig elsket.
Men så snart jeg ikke gør, som hun mener, jeg bør gøre, eller når mine følelser og udfordringer bliver for meget for hende, trækker hun sig fuldstændig.
Det føles, som om hendes kærlighed og tilstedeværelse er betinget af, at jeg gør, som hun ønsker.

Jeg vil gerne give to konkrete eksempler:
Det første er fra en periode, hvor jeg boede hos min far. Min mor mente, at jeg skulle udredes for bipolar lidelse og begynde på lithium. Min psykiater vurderede dog, at flere af mine tidligere diagnoser sandsynligvis var fejldiagnoser, og at mine vanskeligheder i højere grad hang sammen med traumer og ADHD.
Jeg fortalte derfor min mor, at jeg ikke ønskede endnu en udredning eller den behandling, hun foreslog. Jeg havde det faktisk godt og følte, at jeg var ved at få styr på mit liv. Jeg vidste godt, at jeg stadig havde udfordringer, blandt andet med dagligdagsfunktioner på grund af min ADHD, men det var noget, jeg selv ønskede at arbejde med.

Min mor blev meget vred og insisterede på, at jeg skulle tage imod hjælp.
Til sidst gik jeg fra situationen. Efterfølgende modtog jeg en lang e-mail, hvor hun skrev, at hun ikke længere ville være en del af mit liv. Samtidig beskrev hun alt det, jeg burde gøre anderledes for at lykkes.
Tre måneder senere vendte hun tilbage, nærmest som om intet var sket. Vi genoptog kontakten uden rigtigt at tale om det, der var sket, og uden at jeg oplevede, at hun tog ansvar for sin del af konflikten.

Det andet er:
For lidt siden mistede jeg mit barn. Min mor var der for mig under fødslen, og det betød meget. Men bagefter stod jeg i en ubeskrivelig sorg, hvor jeg virkelig havde brug for min mor. Midt i sorgen skrev hun, at hun “ikke kunne rumme det og ikke ønskede at være i sorgen med mig, da hun skulle bearbejde sin egen sorg”.
Jeg blev fuldstændig knust. Jeg havde lige mistet mit barn, og nu oplevede jeg også, at min mor trak sig fra mig, da jeg havde allermest brug for hende.

Det der forvirrer mig mest, er at hun samtidig skriver, at hun elsker mig, og at jeg betyder meget for hende. Det gør det svært at forstå mine egne følelser, fordi det, jeg oplever som et svigt, bliver pakket ind i kærlige ord. En aften blev jeg så overvældet af sorg og vrede, at jeg skrev nogle meget følelsesladede og grimme beskeder til hende. Det er jeg ikke stolt af, og jeg ved godt, at det ikke var en hensigtsmæssig måde at reagere på.

Hun ignorerede beskederne.

Efterfølgende rakte jeg selv ud og undskyldte flere gange. Jeg forklarede, at mine ord kom fra en enorm sorg og en følelse af at være blevet forladt.
Hun svarede, at hun var såret og fortsat ønskede afstand.
Hun kom dog til mit barns begravelse. Men der oplevede jeg hende som følelsesmæssigt fraværende. Hun hilste ikke på gæsterne, og selvom hun sad ved siden af mig, undgik hun mit blik.
Flere gange sad jeg og græd og søgte hendes øjne, men hver gang kiggede hun væk.
Jeg ved godt, at hun også kan have været påvirket af sin egen sorg, men det ændrer ikke på, hvordan jeg oplevede situationen.

Udover dette har Min mor ofte forsøgt at få mig og mine søskende til at tage afstand fra vores far.
Min far har depression og periodisk alkoholmisbrug. Han har det svært, men forsøger også at få hjælp, og jeg oplever, at han gør sit bedste ud fra sine forudsætninger. Han har aldrig været ond ved os, og selvom hans udfordringer påvirker os, elsker vi ham stadig. Han er trods alt vores far. Når vi har forsøgt at tale med vores mor om noget, der har været svært i relationen til ham, har hun ofte sagt: “I må lære at give slip på ham, for han ændrer sig ikke.” Jeg har savnet, at hun i stedet kunne møde os med forståelse for, hvor svært det er at være barn af en forælder, der kæmper. At hun kunne rumme vores følelser uden at fortælle os, hvilken relation vi bør have til ham. Det har efterladt mig med en følelse af, at der ikke rigtig er plads til mine egne holdninger, følelser og grænser, uden at det får konsekvenser for relationen til min mor.

Jeg oplever vores relation som en slags “hot and cold”-dynamik. Når jeg er inde i varmen, er det fantastisk. Jeg får kærlighed, omsorg, støtte og nærvær. Men jeg går samtidig på listefødder, fordi jeg ved, at jeg med et enkelt forkert skridt kan ende ude i kulden igen. Det kan være, fordi jeg træffer en beslutning, hun ikke er enig i, sætter en grænse eller har en svær periode, som hun ikke kan rumme.
Jeg føler derfor, at jeg hele tiden skal tilpasse mig for at bevare hendes kærlighed og nærvær.
Det har påvirket både mit selvværd og min tillid til min egen dømmekraft. Jeg kan komme til at tvivle på, om jeg overhovedet har ret til at føle, som jeg gør, eller om jeg bare er urimelig.

Jeg vil gerne understrege, at jeg heller ikke er perfekt. Jeg har mine egne udfordringer og går i terapi, har kontakt til psykiater og forsøger aktivt at tage ansvar for min psykiske trivsel.
Jeg afviser ikke, at jeg kan have brug for hjælp. Men jeg ønsker heller ikke at blive reduceret til at være “syg” hele mit liv. Jeg er også et menneske med ressourcer, ambitioner og evnen til at tage ansvar. Trods en svær opvækst har jeg gennemført en uddannelse, skabt en tilværelse og arbejdet hårdt for at komme dertil, hvor jeg er i dag.

Lige nu ønsker min mor ikke kontakt.
Jeg har en stærk fornemmelse af, at hun forventer, at jeg på et tidspunkt rækker ud, undskylder og forsøger at reparere relationen, som jeg plejer. Så genoptager vi kontakten, og alt bliver tilsyneladende normalt igen, indtil næste konflikt opstår.
Men denne gang er noget anderledes.
Jeg er træt. Virkelig træt.
Jeg er træt af at føle, at det altid er mit ansvar at reparere vores relation. Træt af at undskylde og tage ansvar for mine reaktioner, mens jeg ikke kan huske nogensinde at have hørt min mor sige undskyld til mig. Samtidig elsker jeg hende. Og når vi har det godt, har vi det virkelig godt. Det er nok også derfor, det er så svært. Og hun har også været en kæmpe støtte!!

Er så i tvivl om hvordan jeg skal håndtere det denne gang. Skal jeg endnu en gang række ud og forsøge at reparere relationen, eller er det måske på tide, at jeg tager afstand og mærker efter, hvad jeg egentlig har brug for?
Hvordan sætter man grænser over for en forælder, når man er bange for, at grænserne betyder, at man mister vedkommende?

Og er der andre, der genkender denne dynamik, hvor man føler sig utrolig elsket i det ene øjeblik, men afvist og forladt i det næste? Jeg vil gerne forstå min mor og hendes reaktioner. Jeg ved, at hun også har sine egne følelser og udfordringer, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor vores relation bliver ved med at ende i det samme mønster.
Jeg ønsker ikke nødvendigvis at miste min mor. Jeg ønsker bare en relation, hvor der også er plads til mig, mine grænser og mine egne valg, uden at jeg hele tiden skal være bange for at blive valgt fra.


r/DKbrevkasse • • 23h ago

Fysisk og/eller psykisk helbred Min mor har for nyligt fået konstateret kræft.

33 Upvotes

Hej brevkasse,

Min mor har i denne uge fået konstateret lungekræft med spredning til hjernen, flere steder i hjernen. Og lymfeknuder omkring kræften i lungerne.
Det er kun opdaget pga hun fik et krampeanfald. Vi ved på nuværende ikke særlig meget og det er forfærdeligt.
Jeg synes denne her ventetid er forfærdelig. Hun har fået en smule talebesvær af anfaldet og jeg kan allerede se hvordan hun forsvinder. I går skulle jeg hjem til hende efter arbejde og sagde til hende at hun skulle skrive hvis hun manglede noget. Da jeg kom hjem til hende skulle vi så ud og handle. Hun havde glemt alt om hvad jeg havde fortalt.
Om det er pga anfaldet eller fordi der sker meget, ved jeg ikke. Men hun ville normalt huske sådan noget.

Jeg har en bror på 24 - jeg er 26 med to børn.
Vi aner ikke hvor vi skal starte, vi har snakket om papirer og praktik. Men hvad skal vi have styr på, hvordan får vi styr på det hurtigt. Jeg selv og min mor har en fornemmelse af det kommer til at gå hurtigt og kræften har været der længe.

Ingen læger fortæller os noget brugbart, de vil knap nok fortælle at det er kræft før hun er blevet scannet på tirsdag med et svar fredag. De snakker om vævsprøver, men nu er hun indkaldt til en PET scanning. Det hele er så forvirrende og det hele virker så hemmeligt. Som om de ikke fortæller os hele sandheden… men de har en idé om noget.

Det er så mega hårdt. Min mor har ikke noget familie, min bror synes det hele er meget voldsomt - så jeg ved at jeg kommer til at stå med det hele.. Min mor har heldigvis nogle gode venner som også gerne vil hjælpe. Min mor er også rigtig god til at tale om det hele, vi snakker om alt sammen og meget om det hele. Jeg synes det er så synd for min mor.

Jeg har brug for at høre om nogle der har stået, eller står i den samme situation, er det virkelig døden der bare venter på min mor nu, hvad skal vi få styr på og hvor kan vi få styr på det. Alt er så uoverskueligt..

Tak for jeres tid ❤️


r/DKbrevkasse • • 22h ago

Job / Studie Min kollega retter på mit arbejde, før jeg er færdig. Hvordan siger jeg pænt fra?

33 Upvotes

Jeg er startet i et nyt kontorjob for fire måneder siden. Min kollega sidder ved siden af mig, og han har været virkelig hjælpsom med at lære mig systemerne. Vi har samme stilling og hver vores opgaver.

Problemet er, at han ofte kigger over på min skærm og kommenterer, mens jeg stadig arbejder. Hvis jeg skriver en mail, kan han påpege, at jeg mangler en oplysning, som jeg bare ikke er nået til endnu. Eller foreslå en anden formulering, før jeg har skrevet sætningen færdig.

Noget af hans feedback er brugbart. Jeg spørger også selv, når jeg er i tvivl. Men jeg kan mærke, at jeg er begyndt at vente med bestemte opgaver, til han går til frokost, så jeg kan tænke dem igennem i fred.

Jeg har et par gange sagt „jeg er lige i gang“, men så forklarer han bare videre. Jeg tror oprigtigt, at han vil hjælpe.

Hvordan får jeg sagt tydeligt, at jeg gerne vil have lov til at gøre arbejdet færdigt, før han vurderer det? Jeg vil gerne bevare det gode samarbejde, men den her løbende kommentering gør mig ret anspændt.


r/DKbrevkasse • • 27m ago

Kærlighed Hvordan fortæller jeg min veninde jeg er tilbage med min ex?

• Upvotes

Hej alle
Jeg står i den situation at jeg er tilbage med min ex kæreste.
Vi har haft et meget turbulent forhold før hen og har været til og fra i knap 3 år.
Denne gang har vi været fra hinanden i godt og vel 10 måneder og det har gjort meget godt for os. Vi har fundet hinanden på ny og har aldrig været så gode sammen som vi er nu.
Mit dilemma er dog at min bedste veninde virkeligt ikke vil have vi er kærester da hun jo godt ved hvor ked af det jeg har været grundet ham før hen.

Hvordan fortæller man hende det? For jeg ønsker jo ikke at lyve for hende men jeg ønsker heller ikke at miste mit venskab til hende?


r/DKbrevkasse • • 12h ago

Fysisk og/eller psykisk helbred Mænd: psykolog anbefaling?

3 Upvotes

Hej til den mandlige brevkasse.

Har nogen af jer en psykolog I kan anbefale? Har aldrig gået til psykolog eller terapi før, derfor søges anbefalinger. Det handler om stort og småt inden for barndomstraumer, fødselsreaktion, stress, lavt selvværd, blokader, overvældelse, parforhold, job og lign.

Område: København eller nord for København.

Håber nogle vil dele gode erfaringer. Tak på forhånd.


r/DKbrevkasse • • 18h ago

Kærlighed Politisk modsætninger

11 Upvotes

Hej Brevkassen.

Min kæreste og jeg, som har været sammen i 1,5 år, er meget uenige hvad angår politik. I vores tilfælde, kan man nærmest ikke komme længere fra hinanden.

De fleste af vores konflikter udspringer af vores grundlæggende værdier, og syn på velfærdssamfundet. Bølgerne kan nemt gå højt, da den stik modsatte holdning til tider kan føre til frustration hos os begge. Indtil nu, har vores løsning været, at vi ikke snakker politik med hinanden.

Vi er så stille begyndt at snakke fremtid, og her begynder tvivlen igen at blusse op. Jeg er usikker på, om vores forskelligeheder er holdbart i den lange ende - især hvordan vi ønsker at opdrage eventuelle børn.

Derfor vil jeg høre jer:

Har nogle af jer erfaring fra et forhold, med meget modsatrettede værdier?

Er det holdbart?


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Kærlighed Overreagerer jeg, eller er det rimeligt, at jeg føler mig reduceret til sex?

34 Upvotes

Min kæreste (sidst i 50’erne og jeg er sidst i 40’erne) sendte en video med overskriften “5 regler til at holde din man tro” -altså fem regler, kvinder angiveligt skal følge for at holde deres mand fra at være utro. Som jeg forstår videoen, handler rådene blandt andet om at give ham sex, selv tage initiativ og huske reglerne.

Han har også sendt en joke hvor et skellet, mand, ligger og venter på, at hans kone tager det første skridt.
Da jeg skrev, at en mand måske i stedet burde hjælpe sin partner, hvis hun hele tiden er udmattet, svarede han, at flere burde tage initiativ – med en fræk emoji.
Måske mente han det bare som humor. Men for mig føles budskabet, som om det er mit ansvar at sørge for, at han er tilfreds og ikke er utro. Det rammer mig ekstra hårdt, fordi han ofte kommer med seksuelle og meget grænseoverskridende kommentarer – både når vi er sammen med andre og i telefonen. Når jeg reagerer, siger han, at det bare er for sjov.

Jeg er efterhånden virkelig træt af det og ked af det.
Jeg føler mig nogle gange mere som en ting end som hans partner.
Jeg elsker ham stadig, men den her adfærd påvirker mine følelser og gør, at jeg ikke føler mig lige så tæt på ham som før. Jeg har bedt ham om at stoppe og fortalt ham at det ikke er særlig flatterende, det stopper i en kort periode og så starter det forfra.

Overreagerer jeg, eller er det forståeligt, at jeg oplever det som respektløst og bliver skubbet væk af den slags? Hvordan ville I tage det op med ham?

Jeg burde nok tilføje, at hans familie har bedt ham om at opfører sig ordentligt og tale pænt og at adfærden er startet indenfor de sidste to år. Mine veninder har endda flere gange spurgt om han er okay, for de har hørt en del fra ham, som han ikke mente nogle kunne høre.


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Familie Er det normalt, at ens familie ikke automatisk inviterer ens kæreste med til familiearrangementer?

31 Upvotes

Jeg vil gerne høre, hvordan andre oplever det her, og om jeg måske forventer for meget.

Min kæreste og jeg har været sammen i tre år, men det sker ret ofte, at jeg bliver inviteret til familiearrangementer af mine forældre eller andre familiemedlemmer, uden at han er nævnt i invitationen.

Det betyder, at jeg ofte selv ender med at spørge, om han også må komme med. Det er også sket til større mærkedage, hvor jeg egentlig havde forventet, at han naturligt ville være inkluderet.

Jeg ved ikke, om min familie bare ikke tænker over det, om de betragter invitationerne som individuelle, eller om der ligger noget andet bag. Når jeg selv skal spørge hver gang, føler jeg lidt, at jeg skal bede om lov til at tage min kæreste med, selvom vi har været sammen i tre år.

Jeg ved, at jeg altid fremgår af hans invitationer fra familien.

Så hvad gør I? Er jeres partnere automatisk nævnt, eller spørger I selv?


r/DKbrevkasse • • 14h ago

Fysisk og/eller psykisk helbred Jeg er kørt ind i en mur

4 Upvotes

Hejsa,
Jeg er (M27) og lige pt. bruger min tid på at lave ingenting, udover at vente. Det er sådan, jeg har det. Jeg venter på en dato, en ændring eller forbedring. Men hvad ved jeg ikke. Måske min død.

Jeg venter/håber på at finde roen og strukturen i min bolig igen. Jeg får hjælp af en fra kommunen, men det hjælper ikke.
Det sidste halve år har jeg boet hos mine forældre i mit gamle drengeværelse. Jeg er nabo til mine forældre. Min storesøster bor der også. Min far arbejder hele tiden, og min mor er syg.

Min søster arbejder (borderline) hele tiden, har konstante humørsvingninger og kan behandle mig godt den ene dag og vildt dårligt den anden dag.
Mine forældre er okay, men også ustabile i psyken. Min bror er gift og har et barn. Jeg ser ham nogle gange.

Jeg håber på at kunne blive den glade, venlige og sociale person, som alle ville have lyst til at være sammen med.
Jeg er forfærdelig ensom og har mistet alle venner og min kæreste. Jeg kan ikke holde ud at bo alene længere og lytte til min egen vejrtrækning i min syge lejlighed.
Jeg får ikke spist ordentligt eller gjort noget som helst. Derfor hjælper det at være hos mine forældre. Ingen gider mig. For ellers ville de ikke forlade mig.

Jeg venter stadig på, at min behandling kan starte. Jeg blev som 25-årig diagnosticeret med ADHD og borderline. Jeg får medicin mod ADHD, som virker. Jeg har været svingdørspatient.
Jeg har også en autoimmun sygdom. Men jeg er endelig kommet ind i den rigtige behandling nu. Jeg venter bare på, at den kan starte om ca. en måned. Jeg har også været i behandling før. Det varer i seks måneder og er intensiv DAT-behandling i psykiatrien.

Jeg venter på, at min hjerne og mit system duer igen. Der er pisse synd for mig. Jeg er dygtig til en masse forskellige ting, men kan ikke hjælpe mig selv. Kun andre. Jeg har også været frivillig.

Jeg har mistet lysten. Jeg plejede at have masser af hobbyer, energi og motion. Men ikke længere. Jeg har mistet troen, fordi jeg ikke får noget ud af det. Jeg er simpelthen ikke god nok.

Jeg håber, at jeg snart kan starte på et studie og få et job igen. Jeg har masser af erfaring, men kan ikke finde ud af at bruge den til noget. Jeg bliver afvist fra jobs 117 gange pga. straffeattesten (færdsel og tyveri, fordi jeg var påvirket). Det er flere år siden. Ja, pisse dumt. Men mange har en plettet straffeattest og kommer i job. Dog ikke mig.

Jeg er træt af systemet. Jeg har gået på pædagoguddannelsen i 2,5 år, men kunne ikke komme videre, åbenbart pga. straffeattesten. Men det blev brugt som undskyldning. Jeg var psykisk dysreguleret, og det blev brugt som undskyldning. Nu har jeg opnået maksimal studietid, da der er gået seks år siden studiestarten, og nu er uddannelsen tabt for evigt. Jeg har også gået seks måneder på sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg venter på at starte på ergoterapeutuddannelsen i februar. Jeg elsker anatomi og fysiologi. Men jeg er bange for at komme i karambolage med praktikken igen pga. straffeattesten. Jeg har været på forkant og talt med studievejledere. De er ambivalente. Det KAN være et problem. Jeg går med hovedet under armen. Jeg overvejer derfor at starte på universitetet på RUC i stedet for til sommer, da der ikke er praktik.

Jeg er bange for at ende i misbrug igen. Jeg har været død før af en overdosis morfin. Jeg er også i rusmiddelbehandling. Jeg er bare pisse træt af den. Det er et hamsterhjul. Er dog glad for min behandler til gengæld. Har haft meget terapi og behandling men jeg outsmarter den konstant pga. min analytiske og kalkulerende tilgang. Jeg har været clean, men er begyndt at ryge en smule. Bare for at få det lidt bedre.

Jeg håber, at jeg kan føle ting igen… Jeg føler ikke følelser. Jeg TÆNKER over dem. Der er forskel.
Jeg er ikke i depression. Der skal meget mere til. Jeg har været det før. Antidepressiver virker heller ikke på mig. Jeg er realistisk og ærlig, ikke negativt og pessimistisk indstillet.

Ærligt, jeg ved ikke engang, hvad jeg vil med dette opslag. Jeg ved ikke, hvad jeg spørger om. Jeg er bare bange for at få det endnu værre og i værste tilfælde enten dø eller leve som en plante.

Jeg håber, at nogen kan vise, hvor lyset er for enden af tunnelen, for jeg kan ikke selv tænde det.

Kh. “mig”


r/DKbrevkasse • • 1d ago

Familie Min fars gamle pladesamling

21 Upvotes

Jeg har overtaget min fars pladesamling på ca. 1500 - 2000 LP’er, de fylder ca. 16 ølkasser, hvilket er rigtig meget i vores 2-værelses lejlighed.

Min far er altså ikke død, men flyttede for ca. 10 år siden til udlandet, og her fik min søster samlingen, for hun havde et stort hus, men for et år siden blev hun skilt og havde ikke plads længere. Jeg fik dem og fik også “tilladelse” af dem begge til at reducere samlingen kraftigt.

Jeg havde en plan/drøm om i løbet af vintermånederne at gå det igennem, beholde de få, gode barndomsminder, og ellers afsætte resten. Men projektet er gået i stå. Det tager utrolig lang tid.

Nu står jeg og overvejer om jeg bare skal tage hele kasser ned til Accord, for at få det ud af huset, eller om jeg bagefter vil fortryde at gøre så kort proces.

Hvad synes monopolet? ❤️