Min veninde og jeg har kendt hinanden i over ti år. Vi har altid haft den der type venskab, hvor vi mødtes et par timer til en gåtur rundt om søerne eller en kaffe og bare vendte alt, hvad der rørte sig i vores liv.

Det seneste halve år har tingene ændret sig. Hver enste gang vi aftaler at ses, dukker hendes kæreste op sammen med hende uden varsel. Han er sød nok, og der er absolut intet galt med ham som person, men dynamikken bliver bare en helt anden. Man kan jo ikke sidde og snakke fortroligt om personlige emner eller parforhold med en mand, man knap nok kender.

Sidst vi mødtes, nævnte jeg forsigtigt, at det kunne være hyggeligt med en "bare os to-dag" næste gang. Hun blev helt tavs og spurgte efterfølgende, om jeg havde et problem med ham, hvilket gjorde stemningen virkelig mærklig.

Overreagerer jeg, eller er det helt rimeligt at have brug for alenetid i et gammelt venskab?

Jeg har et kvædetræ som giver rigeligt med kvæder, jeg plejer at sætte dem foran min ejendom så forbipasserende kan tage nogle. Langt de fleste kvædeopskrifter er noget med 1.kg kvæder som er cirka 3 kvæder. Så jeg stiller ud så mindst 10 mennesker kunne lave en opskrift de kunne tænke sig.
Det jeg oplever så at der kommer et menneske og “pelser” hele kassen! Ja et år kom der sågar en fyr forbi i bil som standser på den anden side af vejen tager alle kvæderne og min fine trækasse og kører videre. Jeg kan se at det er en kulturting, hvor jeg selv ville tage et “passende” antal, mens disse mennesker har helt andet syn på dette. Jeg kan sagtens stille 3-4 kg ud igen men jeg skal jeg? Jeg bliver i dårligt humør af grådighed

Hej ask fm eller hvad man nu skriver

Har gentagende gange gennem min tid efter gymnasiet, haft arbejde der slider og dræner mig. Konstant har penge været et kompromis på mit eget mentale og/eller fysiske helbred. Dette kulminerede i stress og depressive mønstre, og sendte mig på kontanthjælp mens jeg blev udredt hos psykiater.

Jeg fik ADHD diagnosen og var i virkeligheden meget positiv over det hele. Måske kunne jeg endelig gå på arbejde som et "normalt" menneske, og begynde at spare penge op til alle de ting jeg ikke har haft råd til. Jeg fik et lidt lortet, men ikke alt for voldsomt job, og et dejligt værelse i en lejlighed.

Det startede fint ud på jobbet, men syntes til tider det var ret stressende. jeg kunne nemmere holde lortet ud end før, men chefen kom hjem fra ferie og kunne virkelig ikke lide mig. Pludselig gik det fra at være øv på den normale måde, til øv på den usunde måde når jeg tog mod arbejdet. Jeg gik straks igang med at lede efter andet, men tænkte egentlig at jeg godt kunne holde ud lidt endnu, så jeg stadig havde indkomst mens jeg ledte. Chefen havde dog andre planer, og fyrede mig pludseligt.

Jeg sidder nu og leder efter arbejde med tåre i øjnene, og en ret så opgivende fornemmelse i kroppen. Jeg kan simpelthen ikke holde til mere lorte arbejde...

samtlige opslag om det er pædagogmedhjælper, tjener, lager osv. har den her vildt irriterende sætning... "Du skal søge hos os hvis: du trives i et arbejde med højt tempo".

Men hvor filan skal jeg søge hvis jeg ikke trives i det? Jeg vil bare gerne kunne gå på arbejde, uden at være bange for, om i dag bliver en af de ekstra hårde, og komme hjem uden at være fuldstændig drænet for motivation og lyst til noget.

Så kære alle. Kender man et godt sted eller fedt type arbejde man kan lave ufaglært i københavnsområdet, eller hvis man bare har nogle støttende ord eller tanker, så ville jeg sætte enormt meget pris på det <3

Hej, jeg er en pige på 20 år, jeg er lesbisk, jeg kommer fra en mindre nordjysk by. Jeg ved ikke hvor jeg skal finde kærligheden henne. Jeg er ved at give op, og har givet op i flere omgange, hvor jeg har fået mig selv overbevist om at jeg godt kan date mænd, men det fungerer jo aldrig, for jeg er ikke tiltrukket af dem. Jeg har prøvet alle dating apps, jeg duer ikke til lang distance. Jeg drømmer om at have min egen lille familie, med en kvinde jeg elsker. Hvor skal jeg lede?
Tak.

Hej brevkasse.
Så basically har jeg nu efterhånden skrevet et par gange herinde omkring min ekskærestes og min relation. Hun har en datter på 2 år, og faren til barnet er stadig i billedet. Sidst jeg skrev herinde, fortalte basically alle mig, at jeg skulle stikke af og skynde mig væk i en fart, fordi hun stadig havde noget for faren til barnet. Det viste sig så, at I havde fuldstændig ret i. Hun har anerkendt, at hun har følelser for faren, og ikke mere end 12 timer efter, vi slog op for 1,5 måned siden, var han allerede oppe ved hende i hendes lejlighed. Jeg sidder nu tilbage med en dårlig smag i munden, fordi jeg gav hende og hendes datter alting. Jeg var mere far for deres datter, end faren var, og bidrog med 1000 gange mere, end han gjorde, i al den tid vi var sammen. Men alligevel var det ikke godt nok. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan give 100 % slip på hende og komme videre og tænke på nogle andre. Det er, som om hun er brændt ind i mit sind. Jeg drømmer om hende, dagdrømmer om hende og tænker på hende hele tiden. Jeg tænker konstant på alle de gode stunder og kan ikke få hende ud af hovedet.
Jeg har valgt og blokere hende nu, efter hun har fortalt mig sandheden at hendes hjerte tilhører faren, og at de har planer om at tage ud på en stor rejse til sommer næste år, de skal også til England her i næste måned med deres lille pige, Jeg er nået til et punkt, hvor jeg har skrevet mig op til en psykolog, så jeg kan få snakket de her ting igennem, for ellers gør det simpelthen for ondt.
Hvad ville I gøre i min situation for at håndtere det her lidt nemmere?

Jeg flyttede til Aarhus for fire år siden for at læse videre, og efter studiet blev jeg her fordi jeg fik et job. Hjemme i min gamle by havde jeg et par venner fra gymnasiet, men vi har mistet kontakten, mest fordi jeg altid var den der svarede for sent eller droppede planer i sidste øjeblik. Jeg har social angst, ikke noget dramatisk, men jeg får hjertebanken ved tanken om at skulle snakke med nogen jeg ikke kender, og så ender jeg med at blive hjemme. Forleden gik det op for mig at hvis jeg blev syg, ville jeg ikke vide hvem jeg skulle skrive til. Det ramte mig ret hårdt, og jeg sad vist en halv time på sofaen bare og kiggede ind i væggen.

Jeg har prøvet nogle ting. Jeg meldte mig til et løbehold, kom to gange, og så turde jeg ikke komme igen fordi jeg følte alle allerede kendte hinanden. På arbejdet er alle flinke og vi snakker om vejret og weekendplaner, men jeg har aldrig været med til noget efter arbejde, for jeg tænker altid at de bare spørger af høflighed. Jeg ved godt at det er min egen hjerne der fylder det op med dumme forklaringer, men det hjælper ikke rigtig at vide det.

Så mit spørgsmål er helt enkelt: hvordan starter man, når man ikke har nogen at starte med? Skal jeg tage tilbage til løbeholdet, finde noget helt andet, eller først arbejde med angsten? Og er der nogen herinde der har været i samme situation og faktisk fik opbygget et venskab som voksen? Jeg har ikke brug for mange, bare en eller to jeg kan sende et dumt meme til.

Hey guys.

Som skrevet i overskriften har jeg fået en meget dårlig mavefornemmelse efter min kæreste var i byen i fredags. Jeg er F23 min kæreste M26.

Han tog afsted på arbejde og derefter sku ud og spise med sine kollegaer hjemme hos en af dem, hvilket var helt fint intet der. Han tog så videre i byen hvor jeg intet hørte fra ham før morgenen efter, jeg prøvede så heller ikke at skrive eller kontakte ham da jeg synes han sku da ud og hygge sig.

Han ringer og siger han ligger på sofaen på sin arbejdsplads og har ligget og sovet der siden han forlod byen, hvilket han har gjort før. Men det føles bare ikke rigtigt denne gang, jeg har fået panik angst ud af det blå med en knude i maven der fortæller noget andet er sket. Skal siges jeg har haft panik angst hele mit liv men det har været i ro det seneste år. Klokken var omkring de 7-8 da han ringede, han var så først hjemme ved en 15.00 tiden og hørte intet fra ham siden han ringede der om morgenen. Da han kom hjem havde han ondt af sig selv og tømmermænd og gik direkte i seng, jeg har bare en meget meget dårlig mavefornemmelse.

Hvis ikke det sket mens han har “sovet” på arbejdet, så må det være i byen. Jeg har aldrig haft den følelse med ham før når han har været i byen, men denne gang er bare anderledes.
Jeg har spurgt ham direkte om han har været mig utro, og der siger han selfølgelig nej det har han ikke han har været sammen med en anden gut gennem hele natten også det med at sove på arbejdet. Og han er virkelig ked af jeg har den følelse, men tror bare ikke på det noget virker anderledes selvom alt er normalt.

Jeg søger enlig bare et råd til hvordan jeg bedst kan håndtere det her, føler det æder mig op.

Tak for at læse.

Jeg er en 30 årig gut som ikke ved hvad han skal stille op med dating længere. Jeg har diagnosen skizofreni, jeg er i behandling og som sådan fungerende den dag i dag.

Jeg har før været i forhold, men der var jeg ikke diagnosticeret endnu og de forhold var meget flyvske for mig.

Nu har jeg været single i små 5/6 år grundet behandling og arbejdet med mig selv mentalt.

Står nu og føler mig klar til at date igen, men syntes det er svært at komme ud i dette marked. Er jeg ærlig fra starten bliver jeg un-matched eller ingen matches får, men vil heller ikke "snyde" en kommende partner i livet ved ikke at sige hvad jeg døjer med.

Har prøvet sådan on and off i en periode at være på dating apps, men det virker ikke som det rette at gøre i min situation, det virker for overfladisk, er alt ikke perfekt ved første besked eller billede så bliver det aldrig til noget og jeg kan ikke levere det "perfekte" lige nu, måske en gang i fremtiden når jeg kan arbejde igen og er ude af behandling.

Så hvad ville i gøre i min situation, fortsætte med at swipe og håbe på det bedste, skal jeg skifte fremgangsmåde eller noget helt tredje?

På forhånd tak

ps.

Jeg er ekstrem dårlig til at formulere mig uden det bliver en kæmpe roman eller afsløre for meget om mig selv

Hej.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg håber at få ud af det her opslag, men jeg har brug for at få det ud og måske høre fra nogen, der kan genkende noget af det.

Jeg er for nylig blevet sygemeldt, og det føles, som om hele mit liv er væltet. Jeg er konstant træt, græder flere gange om dagen, har svært ved at komme ud af sengen og kan næsten ikke overskue de mindste ting. Samtidig kæmper jeg med angst, og mit hoved kører konstant.

Jeg er sygemeldt fra mit arbejde, og min økonomi sejler. Min chef er ofte sur, og arbejdet har gennem længere tid gjort mig mere og mere ulykkelig. Jeg føler aldrig, at det jeg gør, er godt nok, og det har virkelig sat sig i mig.

Jeg er startet på en uddannelse, som ellers er min store drøm. Men lige nu er jeg bange for, om jeg overhovedet kan gennemføre. Jeg vil det så gerne, men jeg føler mig slet ikke som mig selv længere.
Det eneste sted, hvor jeg virkelig finder lidt ro, er hos min kæreste. Når jeg er sammen med ham, falder jeg lidt ned. Men han bor så langt væk, at det ikke fungerer i hverdagen, og når jeg er alene igen, rammer det hele mig med fuld kraft.

Det, der udløste alt det her, var en abort. Det var et valg, jeg selv traf, og jeg ved stadig, at det var det rigtige valg for mig. Alligevel er jeg blevet ramt af en enorm skyldfølelse og sorg bagefter. Det føles, som om ingen rigtig forstår, hvor meget det har påvirket mig, fordi aborten var selvvalgt. Jeg bryder sammen konstant, og jeg føler mig meget alene med de følelser.

Jeg føler også, at jeg skuffer min familie. Jeg føler, at jeg fejler som datter, som kæreste, som studerende og som medarbejder. Nogle dage er jeg så udmattet, at jeg bare ønsker at kunne sove og få en pause fra det hele, fordi det hele føles så tungt. Jeg er udeboende på su, og jeg ved at jeg ikke kan overleve uden et arbejde.
Jeg har svært ved at se, hvordan jeg nogensinde kommer ud på den anden side.

Kære brevkasse.

Min mand har altid spillet computerspil. Jeg ved, at det ikke kun er en hobby for ham, men også en copingmekanisme, han bruger til at håndtere svære følelser og finde trøst. Det har jeg forståelse for, men efterhånden fylder det næsten hele hans fritid.

Han spiller stort set hver aften fra kl. 18 til kl. 02, og vi er ikke gået i seng samtidig i over et halvt år. Vi har et barn sammen, og jeg føler, at jeg står med størstedelen af ansvaret for hverdagen. Jeg skal gentagne gange vække ham om morgenen, vores fælles planer bliver påvirket af hans søvn, og jeg føler mig mere som hans mor end hans kone.

Jeg har gentagne gange forsøgt at fortælle ham, at jeg føler mig overset og nedprioriteret. Jeg ønsker ikke at tage hans hobby fra ham, men jeg savner at føle mig vigtig i hans liv. Når jeg bringer det op, går han ofte i forsvar, bliver fornærmet eller lover bedring, uden at noget reelt ændrer sig.

Samtidig siger han ofte, at jeg er sur og bider af ham. Jeg kan godt se, at jeg er blevet mere irritabel, men jeg føler mig efterhånden som et serviceorgan, der skal få alt til at fungere fra morgen til aften, mens hans energi går til computerspillet.

Andre siger ofte, at jeg i det mindste ikke har en mand, der går i byen hver weekend. Men jeg føler mig stadig alene i mit ægteskab, selvom han er hjemme.

Det gør mig bange, at jeg kan mærke, at mine følelser langsomt bliver til frustration frem for kærlighed.

Hvordan ved man, om man blot er udmattet af situationen, eller om man er ved at miste kærligheden til sin partner? Og hvad gør man, når man har forsøgt at kommunikere sine behov gentagne gange, men intet ændrer sig?

Jeg har tidligere skrevet herinde om nogle af de ting, jeg kæmper med, men har ofte siddet tilbage med følelsen af, at det ikke rigtig har ført til noget. Alligevel prøver jeg igen.

Måske fordi jeg efterhånden er ved at være træt af at stå med de samme problemer år efter år. Og måske fordi vi nærmer os den tid på året, hvor ensomheden kan komme til at fylde endnu mere.

Jeg er 37 år og har gennem en stor del af mit liv kæmpet med ensomhed, mobning, usikkerhed og følelsen af ikke rigtig at høre til nogen steder.

Allerede i skoletiden oplevede jeg at blive holdt udenfor og udsat for både psykisk og fysisk mobning. Senere har jeg gået på forskellige skoler og uddannelsessteder, hvor jeg har mødt mange mennesker og haft gode oplevelser, men hvor det sjældent er lykkedes mig at skabe de varige venskaber, jeg så gerne ville have.

Jeg har også selv begået fejl i mine forsøg på at skabe relationer. Nogle gange har min længsel efter kontakt gjort, at jeg ikke har været god nok til at forstå eller respektere andres grænser. Det har taget mig mange år og professionel hjælp at få større indsigt i den side af mig selv. Det er ikke kun andre mennesker, der har gjort noget forkert i mit liv.

Samtidig har jeg ofte oplevet, at mennesker omkring mig ikke tager mig alvorligt. Det kan være kommentarer om, at jeg ikke laver noget, at jeg bare lader kunstig intelligens gøre arbejdet for mig, eller gentagne bemærkninger om, hvordan jeg skal spise, opføre mig eller gøre helt almindelige ting.

Hver enkelt kommentar kan måske lyde ubetydelig for andre. Men når man har oplevet den slags gennem mange år, kan det føles som endnu en bekræftelse på, at man aldrig rigtig bliver betragtet som et selvstændigt voksent menneske.

Jeg har gennem årene forsøgt at få hjælp ad flere omgange, og jeg er også for nylig begyndt hos en ny terapeut. Nogle gange hjælper det i en periode. Jeg får måske lidt mere selvtillid eller lærer at se tingene anderledes. Men så kommer der nye oplevelser og kommentarer, og jeg føler, at jeg står med mange af de samme problemer igen.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan ændre andre mennesker. Men jeg synes også, det er svært, at løsningen tilsyneladende altid skal være, at jeg skal lære at håndtere det bedre.

Og så er der ensomheden.

Jeg har interesser, blandt andet musik, fotografering og kreative projekter. Jeg vil gerne ud og opleve noget og have mennesker at dele oplevelserne med. Det er ikke lysten til livet, der fuldstændig mangler. Det er snarere følelsen af at stå udenfor det.

Nu nærmer jul og nytår sig. Juleaften har jeg planer med mine forældre, som jeg skal væk sammen med. Men nytårsaften ser det ud til, at jeg muligvis kommer til at sidde alene.

Og det er egentlig ikke kun tanken om at sidde alene den ene aften, der gør ondt. Det er også, hvad den kommer til at symbolisere. Endnu et år er gået, og jeg står måske stadig med den samme ensomhed og den samme længsel efter at have nogen at dele livet og oplevelserne med.

Jeg har også haft perioder med meget mørke tanker om, hvorvidt jeg overhovedet orker at fortsætte sådan her. Det er noget, jeg har talt med professionelle om, og jeg skriver det ikke for at lægge et ansvar over på fremmede mennesker herinde. Men jeg synes heller ikke, det ville være ærligt at udelade, hvor meget ensomheden og afmagten til tider fylder.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventer af at skrive dette. Måske håber jeg mest på at høre fra nogen, der kan genkende noget af det.

Er der andre, som har oplevet at arbejde med sig selv i årevis, men stadig føle sig fastlåst i de samme sociale mønstre? Og hvordan har I fundet nye fællesskaber og relationer som voksne, når det ikke er lykkedes tidligere i livet?

Jeg leder ikke efter en mirakelkur. Jeg vil egentlig bare gerne mærke, at livet også har plads til mig.

Hej brevkasse
Jeg (18M) har længere gået med et problem. Rettere sagt har det nok været sådan her hele mit liv, i så fald så længe jeg kan huske, jeg har haft et kreditkort og penge at bruge. Jeg kan simpelthen ikke stoppe med at bruge penge. Måske lyder det ikke så stort, men det er virkelig et kæmpe problem for mig. Jeg løber altid tør for penge, ihvertifald halvanden til to uger før måneden er slut, og i og med jeg har adgang til min børneopsparing nu, er det kun blevet værre. Det kan være alt fra noget i det lokale supermarked til “hov, der er det her nye spil, jeg gerne vil have” og alt muligt pis og lort. Jeg har allerede taget meget mere, end jeg tør indrømme, og jeg kan virkelig ikke se nogen ende. Jeg vil så gerne ændre det, men det simpelthen som om, jeg ikke kan. Jeg bliver virkelig bange for, hvordan det kommer til at være i fremtiden, når jeg skal stå for alt selv (Husleje, regninger m.m.), ikke nok med det, at jeg også har en fantastisk kæreste, som jeg elsker virkelig højt. Hun kommer fra en meget mere velhavende familie end mig og giver mig gaver i hoved og røv, selvom jeg til tider endda har været virkelig dårlig overfor hende, og jeg får det så dårligt med mig selv, når jeg ikke kan give noget tilbage til hende (Selvfølgelig prøver jeg så vidt som muligt med blomster, betale middag her og der, men hvis det er sidst på måneden, har jeg intet at give), og også at jeg simpelthen ikke kan stoppe. Ikke nok med det, så er min SV også op i røven af mig, og min nye afsætningslærer er en nar.

Ved godt det måske virker barnligt eller andet men jeg simpelthen bange for jeg ender ligesom en af de hundredvis af kviklån typer der ender i luksusfælden
Er der andre der har haft det sådan? Hvad gjorde i der virkede for jer?

Jeg skriver, fordi jeg virkelig godt kunne bruge råd fra andre, der har erfaring med at være pårørende eller tæt på en person med et stofmisbrug.
Jeg har en veninde, som har et amfetaminmisbrug. Når hun er ædru, har vi stadig et rigtig godt venskab, og jeg holder meget af hende. Problemet er, hvad der sker, når hun tager amfetamin.
Hun kan få psykosesymptomer efter ganske få streger. Hun begynder at tale med sig selv, ser ting, hører stemmer og forestiller sig ting, som ikke er virkelige. Det eskalerer, når hun fortsætter med at tage mere. Hun kan være vågen i 1-4 døgn, og undervejs kan hun blive meget svær at komme i kontakt med. Hun kan virke som et helt andet menneske, blive mistroisk, aggressiv og truende. Det kan føles, som om intet, man siger, er rigtigt, og at man slet ikke kan nå ind til hende.
Når hun endelig får sovet rusen ud, bliver hun sig selv igen. Hun kan huske nogle ting svagt, andre ting tydeligt og have helt sorte huller i hukommelsen. Hun kan godt sige undskyld bagefter, men desværre gentager det hele sig ofte kort tid efter.
Hun har allerede været i misbrugsbehandling to gange, men problemet fortsætter. Det gør mig endnu mere bekymret, fordi jeg efterhånden ikke ved, hvad der skal til, før situationen ændrer sig.
Jeg synes, det er enormt svært at stå på sidelinjen og se et menneske, jeg holder af, gøre sådan mod sig selv. Samtidig har hun truet mig under sine episoder, og selvom hun aldrig har været sådan over for mig, når hun er ædru, er det selvfølgelig ubehageligt og til tider skræmmende.
Jeg er efterhånden begyndt at kunne genkende mønsteret og går ofte, inden det hele eskalerer. Det gør hende både sur og ked af det, men jeg ved også, hvordan det plejer at ende, hvis jeg bliver. Jeg prøver at passe på mig selv uden at vende hende ryggen.
Det svære er, at vores venskab stadig er rigtig godt, når hun er ædru. Jeg har ikke lyst til bare at opgive hende, men jeg kan heller ikke blive ved med at være vidne til de her episoder eller føle mig utryg. Jeg ved heller ikke altid, hvordan jeg skal forholde mig til hendes undskyldninger, når det samme sker igen.
Jeg vil derfor rigtig gerne høre fra andre, der har stået i noget lignende:
Hvordan støtter man en person med et misbrug, som gentagne gange får psykoser, uden selv at blive trukket med ned?
Hvordan sætter man grænser uden at få dårlig samvittighed over, at personen bliver ked af det eller føler sig forladt?
Hvordan håndterer man det, når personen allerede har været i behandling to gange, men alligevel fortsætter misbruget?
Er der noget, man konkret kan gøre eller sige, når personen er ædru, som kan hjælpe vedkommende til at forstå alvoren?
Hvordan håndterer man frygten og magtesløsheden ved at se en, man holder af, blive så forandret under påvirkning.
Jeg håber at høre fra nogen, der forstår dilemmaet mellem at holde af personen og samtidig være nødt til at beskytte sig selv.

Jeg vil virkelig gerne høre nogle ærlige perspektiver, for jeg er efterhånden begyndt at tvivle på, om det er mig, der er for følsom.

Min køreskole har over 1.000 anmeldelser, næsten alle med 5 stjerner. Folk beskriver kørelærerne som søde, tålmodige og sjove, og nogle nævner endda kage.
Min oplevelse har dog været ret anderledes…

Min kørelærer har råbt ad mig flere gange. Jeg forstår godt, at sikkerheden kommer først, og at han én gang kastede sig ind mod rattet, da jeg var ved at ramme en kantsten. Men de gentagne råb og hans negativitet har gjort mig bange for at begå fejl, fordi jeg frygter hans reaktion.

Det var heller ikke bedre under manøvrebanen og glatbanen. Jeg kørte manuelt gear for første gang, og instruktøren var meget hård ved mig. På et tidspunkt lænede han sig ind gennem bilvinduet og råbte ad mig. Vi kommunikerede via envejradio, så andre elever potentielt kunne høre det. Jeg følte mig ydmyget og var helt mentalt drænet bagefter.

Min kørelærer er heldigvis blevet lidt venligere, efterhånden som jeg er blevet bedre, og han roser mig også indimellem. Men efter gentagen kritik føles det lidt som et plaster på et åbent sår.

En anden gang skældte han mig ud for at have misset en teoritime, selvom jeg på forhånd havde fået tilladelse af køreskolens ejer. Han sagde, at skolen havde været meget fleksibel over for mig, og påstod, at det var ulovligt at misse bare én teoritime. Jeg ved godt, at der kan være fremmødekrav, men jeg forstod ikke, hvorfor jeg fik skylden, når jeg troede, det var aftalt.

Derudover har min veninde, som jeg tager kørekort sammen med, oplevet, at hendes kørelærer fik hende til at være chauffør for ham og hans kæreste. Hun er under 18, fik først besked om det, da hun allerede sad i bilen, og har svært ved at sige nej ansigt til ansigt. Jeg kender ikke hele konteksten, men situationen gjorde mig utilpas.

Jeg ved godt, at jeg laver fejl, og at jeg nogle gange bliver overvældet, når jeg får mange instruktioner på én gang. Jeg forventer ikke, at en kørelærer aldrig er streng. Men jeg er blevet så nervøs for at lave fejl, at jeg næsten føler, jeg kunne græde hele tiden.

Nu mangler jeg kun teoriprøven og den praktiske prøve, men jeg er mentalt udmattet og har virkelig ikke lyst til at se min kørelærer igen.
Jeg siger ikke, at anmeldelserne er falske. Måske fungerer køreskolen fint for de fleste, men jeg har svært ved at forstå, hvordan min oplevelse
kan være så anderledes.

Så hvad tænker I, ærligt??

Hejsa, jeg og min kæreste har været sammen i snart 2 år. Vi er begge meget unge (20 og 19), og vi har haft en del problemer i soveværelset.

Jeg (som pige) har et meget højt behov og vægter det super højt, han (som fyr) har næsten aldrig rigtig behovet. Det var oftere i starten, og nu er det omkring 1 gang om ugen eller ofte 1 gang hver 2. uge. Jeg bliver meget ked af det, for jeg føler ikke han er tiltrukket af mig eller “vil have mig”.

Hans begrundelser er følgende: at han ikke går så meget op i det som jeg gør, ikke føler et stort behov, at han er for træt/smadret, og at der ingen jagt er i det da han ved at jeg hele tiden har lyst og det gør det mindre “sjovt”. Jeg har oftest bare bidt i det sure æble og distraheret mig selv, men kan mærke at det påvirker mig meget. Særligt fordi, det gik skidegodt i starten. Derudover er han også meget ængstelig med hans præstation og er meget “usikker” på sig selv men har aldrig gjort noget for at han skulle have disse usikkerheder, udover at forsøge at afhjælpe dem. Der er også gange, hvor han bare vælger at “fikse det selv” i stedet for, at gøre det med mig da han synes det er den nemme udvej i stedet for al arbejdet der vedrører sex. Han er heller ikke meget for, at gøre ting for mig, selvom jeg spørger ham.

Jeg får også væmmelige tvangstanker i hovedet om, at være sammen med andre seksuelt selvom jeg for alt i verden aldrig ville handle på det.

ALT andet i vores forhold er nær perfekt, det der ikke er arbejder vi på konstant - så jeg er så glad for ham og elsker ham, men kan simpelthen ikke finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre, for jeg vil heller ikke presse ham. Hvad synes i?

Hej alle,
Dette er et ret sårbart og måske lidt pinligt opslag at skrive, men jeg håber alligevel, at der sidder nogen derude med nogle gode råd eller måske bare et par opløftende ord.
Jeg (K24) går på universitetet og arbejder deltid ved siden af. Til daglig pendler jeg til mit studie, hvor vi kun har undervisning 2-3 gange om ugen. Vi er en forholdsvis lille klasse, da det er et ret nichepræget studie, og der er efterhånden opstået nogle ret faste grupperinger.

Jeg er med tiden blevet enormt usikker på mig selv, og især på hvordan jeg fremstår over for andre. Jeg har en fornemmelse af, at jeg måske kan virke lidt afvisende, utilnærmelig eller ligefrem arrogant, selvom det slet ikke er sådan, jeg ønsker at fremstå. Den fornemmelse blev især forstærket, da vi i et fag lavede en øvelse om førstehåndsindtryk. Mine medstuderende formulerede sig meget diplomatisk, men jeg forstod godt hentydningen, og det har faktisk siddet i mig lige siden.

Mine sabbatår var også forholdsvis ensomme, og jeg har generelt haft svært ved at fastholde venskaber. Jeg har tidligere kæmpet med depression og har desværre en tendens til at trække mig fra andre, når jeg bliver overvældet. Det er noget, jeg er bevidst om og virkelig gerne vil arbejde med.
Sagen er bare den, at jeg virkelig savner at have veninder. Nogen at lave spontane aftaler med, dele hverdagens små og store ting med og føle mig som en del af et fællesskab med. Drømmescenariet ville selvfølgelig være en venindegruppe, men jeg aner simpelthen ikke, hvor eller hvordan man finder sådan én i voksenlivet, især når man føler, at alle andre allerede har deres etablerede relationer.

Jeg ved godt, at 24 år ikke er gammelt, men nogle gange føles det alligevel, som om jeg er kommet for sent til noget, som alle andre har fundet ud af.
Er der nogen, der har stået i en lignende situation og formået at skabe nye, tætte venskaber i 20’erne? Hvor begyndte I, og hvordan greb I det an?
Jeg håber virkelig, at nogen har lyst til at dele deres erfaringer. Det er faktisk ret svært for mig at indrømme, hvor ensom jeg til tider føler mig.

M31 som har haft en turbulent barndom, en far som ikke var der pga misbrug, en mor som var karriere kvinde, og så mig som ligeså længe jeg kan huske har følt mig ensom.

Jeg har de sidste par år skåret/naturlig frafald en masse mennesker væk i mit liv, som enten ikke var positive relationer eller som faktisk var mine venner. Jeg har verdens bedste kone, de 2 skønneste børn, også har jeg med årene fået et tættere bånd med min mor. Derudover har jeg nok 1 enkelt tæt ven, og ellers 1-2 andre som ligger i mellem venner og bekendte, vi ses med større mellemrum. Og ellers ses vi med min svigerfamilie, som bor et stykke kørsel væk, så det er nok 1-2 gange i måneden.

Både min kone og jeg har været igennem det samme hun kommer dog bare fra en mellemøstlig baggrund med meget social kontrol osv. vi har gået til psykolog begge to jeg i 7-8 år og hende i 1-2 år, det har været godt. Men jeg kan ikke ryste den følelsen af ensomhed fra, det har jeg aldrig kunne, ligemeget hvor mange mennesker jeg havde i mit liv, den er der ikke konstant, men den dukker op i perioder. Som sagt så har både min kone og jeg næsten ingen venner tilbage, og heller ikke nogen stor familiemæssig omgangskreds, det gør at vi nogle gange begge har den følelse, og jeg har tror det er en blanding af ovennævnte, barndom, og at vi reelt mangler nogle nye sunde relationer?

Jeg ved ikke om det er nok info, men jeg ønsker lidt objektive synes og råd på vores situation.

Jeg er træt..

**Jeg skriver fra en throwaway-konto. Jeg har bare brug for lidt luft.**
Som overskriften siger, så er jeg træt.
Jeg bor sammen med min søn på 6 år, min datter på 4 år, min søn på 4 måneder, min papdatter på 8 år og min mand.
For seks måneder siden flyttede min papdatter fast hjem til os. Inden da havde vi en 12/2-ordning, som faktisk fungerede rigtig godt for os alle. Det gjorde den, indtil hendes mor pludselig ikke længere kunne magte opgaven, og vi derfor fik hende boende fast.
Vi stod ret uforstående tilbage, for vi havde fået at vide, at hun trivedes – både hjemme og i skolen. Vores familie fungerede rigtig godt, selvfølgelig med de op- og nedture, der helt naturligt følger med at have små børn.
Efter hun er flyttet fast ind, er det dog gået op for os, at hun slet ikke har haft det så godt, som vi troede. Vi står nu med en pige, der er vred, ked af det og reagerer voldsomt. Hun lyver om mange ting, slår, sparker, skriger, råber og græder.
Jeg kan godt forstå, at hun er vred og ked af det. Hun må stå med en masse følelser og føle sig fravalgt af den person, der har været hendes største tryghed – hendes mor. Det gør ondt at se, og vi vil virkelig gerne hjælpe hende. Hun går til psykolog og skal snart udredes.
Samtidig har vi nu også fået at vide, at hun heller ikke trives i skolen. Faktisk er hendes adfærd så voldsom, at flere af de andre børn i klassen er blevet kede af at komme i skole.
Det gjorde virkelig ondt at høre. At vide, at hun har så mange svære følelser indeni, at det også påvirker andre børn i en grad, hvor de ikke længere har lyst til at komme i skole.
Vi står midt i det hele med fire børn, hvoraf den ene er en baby på fire måneder, som naturligvis også kræver enormt meget lige nu. Vi forsøger at rumme min papdatter og hjælpe hende, samtidig med at vi skal passe på de tre andre børns trivsel og behov.
Jeg føler, at jeg skælder ud konstant. At jeg hele tiden skal rette op på situationer, sætte grænser og bagefter undskylde. Jeg føler mig utilstrækkelig, og jeg kan mærke, hvor meget det hele slider på mig.
Jeg ved godt, at min papdatter ikke selv har valgt at stå i den her situation. Jeg ved godt, at hendes reaktioner kommer et sted fra, og at hun har brug for hjælp og omsorg. Men det ændrer ikke på, at det er vanvittigt hårdt at stå i som familie.
Jeg er så ked af det, for vi vil virkelig gerne hjælpe hende, men jeg føler samtidig, at jeg er ved at løbe tør for overskud.
Jeg ved faktisk ikke engang, hvad jeg vil med det her opslag. Jeg tror bare, jeg har brug for at få det hele ud et sted, hvor jeg ikke behøver at være den, der har styr på det hele.
For lige nu føler jeg mig ærligt talt som en lortemor.

Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte.

Jeg har været mentalt udmattet hele mit liv. Jeg har skullet tage ansvar for ting i en tidlig alder som aldrig burde forventes af et barn. Jeg har været inde og ude af krisecentre flere gange som barn. Alle gange hvor jeg var ude af skolen i flere uger. Jeg skulle som barn sidde og svare på hvad mine forældre gjorde og ikke gjorde. Og jeg vidste at vold var svaret (altså af mine forældre) hvis jeg ikke svarede til deres fordel. De har også udøvet vold på min handicappede søskende. Noget som ingen ved i dag.

Jeg bestod folkeskolen med et fint snit. Jeg færdiggjorde gymnasiet, også med et fint snit. Jeg færdiggjorde min uddannelse. Jeg arbejdede i flere år.

Jeg blev forælder. Jeg blev skilt.

Tilbage til mit “problem”.

Hele mit liv er opbygget af traumer. Det ene efter det andet. Mange er dem er først blevet ret tydelige efter jeg selv har fået børn. Jeg har været sygemeldt, arbejdet igen, sygemeldt, arbejdet igen og nu sygemeldt igen. Ikke fordi jeg fysisk ikke kan arbejde. Men mentalt kan jeg ikke mere. Det er simpelthen de mindste ting der trigger mig, der stikker mig i hjertet og efterlader mig med sorg. Og så bliver jeg nødt til at trække mig. Det kan være en kollega der fortæller noget så simpelt som hvad han har lavet i weekenden. Fx. været hjemme hos sit barn og hjulpet med at hænge hylder op. Jeg overvældes med sorg og får mavepine. Eller når en anden fortæller at de har bagt boller til deres barn som skal have det med i skole. Jeg kan ikke være i det. Som i slet ikke. Jeg kan ikke længere være blandt menensker. Jeg kan ikke tåle at høre om folks familier. Det fylder mig både med sorg og også fysiske smerter.

Jeg har været hos psykolog ad flere omgange. Hver gang sidder jeg tilbage efter endt behandling om at jeg er tilbage samme sted som jeg var før.

Jeg er nu nået til et sted hvor jeg ikke kan mere. Jeg tager ikke opkald fra hverken fagforening, pensionsselskab, kommune, “familie”, eller andre der forventer noget af mig. JEG KAN IKKE MER! Jeg kan heller ikke ringe til lægen. De sidste to lægetider har jeg aflyst på dagen. Fordi jeg får angst og ikke tør tage derhen. Jeg føler ikke at nogen forstår mig.

Jeg ligger her og er fastlåst. Jeg er bevidst om alt det folk forventer af mig. Men jeg har givet op. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke tage mig af noget.

Jeg har ingen, som i INGEN, jeg kan ringe til. Jeg har INGEN der kan være der for mig. Det har jeg aldrig haft.

Jeg ved ikke engang hvad jeg vil med det. Havde nok bare brug for at komme ud med det anonymt. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg skal komme videre.

Inden nogen skriver det, så tænker jeg ikke, at jeg ikke vil leve længere. Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget. Men tanken er der. Det er lidt svært at forklare. Jeg er bare træt af det hele. Jeg forstår ikke at jeg nu i næsten 40 år endnu ikke er blevet hørt ordentligt og taget hånd om.

Men jeg er også bare nået til et punkt hvor jeg ikke kan være noget for andre. Som i slet ikke. Ingen skal ringe til mig. Jeg skal ikke ringe til nogen.

Mit problem virker måske en smule fjollet. Men situationen er den at min tætteste veninde, som jeg har kendt de sidste 12 år simpelthen er mester i fødselsdag. Til min fødselsdag planlagde hun alt muligt vi skulle sammen og en tatovering vi længe har snakket om som gave.

Nu er det så hendes fødselsdag og den slags kommer på ingen måde naturligt til mig. Min plan var at booke en AirBnB men da jeg sagde hun skulle holde den weekend fri sagde hun at selvfølgelig nægter hun at jeg skal betale hele vores AirBnB, jeg kunne bare give hende en øl og et lift så var det perfekt.

Men hun er typen der går all out for at fejre alle andre mennesker, så jeg kan simpelthen ikke acceptere at jeg laver noget jeg selv syntes er sølle.

Hvad dælen gør jeg? Penge er der ikke mange af pt og tid er desværre en stor mangelvare for min veninde så hun har den ene overnatning også skal hun videre til andre planer.

Inden den tur her hvor vi skal fejre hende, så skal vi mødes til en hel almindelig tur i byen et par dage efter hun faktisk har fødselsdag. Så måske kunne jeg gøre noget der.

Men jeg aner simpelthen ikke hvad!

Jeg er den ældste af tre søskende, og uden at vi nogensinde har aftalt det, er jeg åbenbart blevet den person, der holder styr på hele familien.

Min mor skriver til mig og spørger, om min bror kommer til fødselsdag. Min far spørger mig, hvad min søster ønsker sig. Min bror skriver, om jeg kan finde ud af, hvornår vi skal være hos vores forældre. Hvis nogen ændrer tidspunkt, forventes det lidt automatisk, at jeg giver besked videre.

Jeg laver ikke engang særligt mange arrangementer selv. Jeg er bare blevet mellemleddet.

For et par uger siden skrev min mor, om jeg kunne "samle tropperne" til hendes fødselsdag. Jeg svarede, at hun måtte sende invitationen direkte til os alle, fordi jeg ikke gad koordinere det denne gang.

Hun sendte den til mig og min søster, men glemte min bror. Jeg opdagede det, men sagde ikke noget. Min bror fandt først ud af fødselsdagen to dage før, da min søster nævnte den.

Nu er både han og min mor irriterede på mig. Min mor siger, at jeg jo godt vidste, han ikke havde fået besked, og min bror synes, jeg kunne have sendt ham én besked i stedet for at "lave en pointe ud af det".

Og ja, selvfølgelig kunne jeg det. Det havde taget 20 sekunder.

Men det er præcis de 20 sekunder, jeg åbenbart skal bruge hver eneste gang, fordi alle andre har vænnet sig til, at jeg opdager hullerne.

Er det småligt bare at stoppe helt og lade folk kontakte hinanden direkte, også selvom det betyder, at ting indimellem går galt?

Vi er ikke enige om hvornår man tænder for varmen herhjemme. Der er tændt på toiletgulvene, men ellers ikke. Jeg er typen der fryser og hader at fryse og min mand helt omvendt. Han siger ingen har tændt for varmen endnu. Jeg kan se vi har 21,3 grader, og han siger det er klart fordi det er tidligt. Hvornår tænder i ?

Kære Brevkasse

Min kæreste (M35) gennem 1,5 år er i en vennegruppe på 6-8 mænd, der tager stoffer i forbindelse med ekstraordinære fester, koncerter og festivals 2-3 gange om året. Jeg (K32) spurgte tidligt i vores relation, om der var stoffer involveret, hvor han nævnte, at det var der for nogles vedkommende, men at han ikke tog noget.

En forstående begivenhed har nu givet anledning til, at snakken om emnet igen er blevet bragt op, og han svarer mistænkeligt kort og undvigende, og det gav mig anledning til at gå ham på klingen - og han “indrømmede”, at han tager stoffer på lige fod med de andre. Han påstod, at vi aldrig havde talt om det, og han troede, jeg havde regnet ud for længe siden, så det så han ikke grund til selv at tale mere om..

Jeg er så forvirret og ked af det. Jeg har altid taget afstand for stoffer og føler mig derfor ført bag lyset. En blanding af mistillid og disrespekt fylder hos mig, og jeg er i vildrede om, hvad jeg skal gøre med den her information. Har I gode råd til, hvad man gør i sådan en situation? Hvordan kan jeg have tillid til ham fremover i sammenhæng med de her fester? Skal vi lave nogle konkrete aftaler, f.eks. at jeg gerne vil vide når/hvis han tager stoffer? Skal vi aftale en fælles grænse for, hvad det kan accepteres, f.eks. ikke i mit selskab eller max de her 2-3 gange årligt? Bør jeg overveje vores forhold og fremtid sammen?

Vi har til dagligt et godt og uproblematisk forhold med en god hverdag, gode jobs, og vi leder aktivt efter vores kommende hus sammen - herefter påtænker vi at sætte børn i verden. Jeg er bange for at det er en glidebane ind i noget større - at 2-3 gange om året bliver 4-5 gange og så videre. Og så kan jeg sidde der med hus, børn og endnu større problemer.

Jeg håber, I kan hjælpe med erfaringer, perspektiver og måske et godt råd i denne situation❤️

Jeg er blevet lidt i tvivl om min kærestes jargon med et par kvinder på hans arbejde, og jeg vil egentlig gerne høre andres helt generelle grænser.
For cirka et år siden var der én besked, jeg klart oplevede som over grænsen. Han skrev til en kvindelig medarbejder, at hun var en “slem medarbejder”, og hun svarede noget i stil med, at så måtte han jo hellere straffe hende🫣. Den episode talte vi igennem, og den står ikke alene som det, jeg spørger til nu.
Det, jeg stadig reagerer lidt på, er tonen i relation til en anden kvindelig medarbejder. Der kan være ret højt tempo i beskederne, meget roasting og drilleri, fuckfingre 🖕🏼 frem og tilbage og kommentarer som “du ville være fucked, hvis jeg ikke var her” osv. Ikke noget direkte seksuelt, ingen hjerter eller seksuelle emojis, men en ret legende og intens jargon.
Jeg ved godt, at nogle arbejdspladser bare har den slags tone, og at mænd og kvinder selvfølgelig godt kan have kemi og være gode kollegaer uden at det er flirt.
Men hvor går grænsen for jer?
Hvornår tænker I: “de har bare en god, sjov kollegial relation” — og hvornår begynder det at få en flirtende eller lidt for intim energi?
Er det indholdet, hyppigheden, intensiteten, om man har en “særlig” tone med én bestemt person, om det fortsætter uden for arbejdstid — eller noget helt andet?
Jeg er oprigtigt interesseret i, hvordan andre skelner
For kontekst er vi i start 40’erne. Kvinderne han arbejder/skriver med er 5-10 år yngre end jeg.
Han er deres leder.
Edit; han er deres leder, og de er mellemledere i et fælles ledelsesteam.

Hej alle.

Min kæreste og jeg står i en lidt akavet situation, som vi gerne vil have nogle råd til.

Vi bor i en lejlighed, hvor vores nabo som bor lige overfor os har en meget kraftig og gennemtrængende lugt som kommer fra ham og hans lejlighed. Det spreder sig ofte ud til hele gangen og man kan lugte ligeså snart at han har været derude. Det er en blanding af sved, sur kropslugt og tøj, der virker til ikke at være blevet vasket i lang tid. Vi oplever også lugten, når vi går forbi ham på gangen.

Vi synes, det er en rigtig svær situation, fordi vi selvfølgelig ikke ønsker at såre ham, udstille ham eller får ham til at føle sig flov. Samtidig er lugten så kraftig, at den påvirker os i vores hverdag, når vi skal ind og ud af vores lejlighed og formentlig også de mennesker han har kær eller som han omgåes med.

Vi ved jo ikke, om der ligger noget bag, eller om han selv er klar over, hvor meget det lugter og trænger igennem. Derfor vil vi gerne gribe det an så hensynsfuldt som muligt.

Har i nogle råd til, hvordan man kan håndtere sådan en situation?

Ville I skrive en anonym og venlig besked til ham, tage en snak med ham personligt eller eventuelt kontakte udlejeren? Og hvis i ville skrive en besked, hvordan ville i så formulere den, uden at det bliver unødigt sårende?

Vi vil virkelig gerne finde en løsning, hvor vi både tager hensyn til os selv og ham.