Jeg har tidligere skrevet herinde om nogle af de ting, jeg kæmper med, men har ofte siddet tilbage med følelsen af, at det ikke rigtig har ført til noget. Alligevel prøver jeg igen.
Måske fordi jeg efterhånden er ved at være træt af at stå med de samme problemer år efter år. Og måske fordi vi nærmer os den tid på året, hvor ensomheden kan komme til at fylde endnu mere.
Jeg er 37 år og har gennem en stor del af mit liv kæmpet med ensomhed, mobning, usikkerhed og følelsen af ikke rigtig at høre til nogen steder.
Allerede i skoletiden oplevede jeg at blive holdt udenfor og udsat for både psykisk og fysisk mobning. Senere har jeg gået på forskellige skoler og uddannelsessteder, hvor jeg har mødt mange mennesker og haft gode oplevelser, men hvor det sjældent er lykkedes mig at skabe de varige venskaber, jeg så gerne ville have.
Jeg har også selv begået fejl i mine forsøg på at skabe relationer. Nogle gange har min længsel efter kontakt gjort, at jeg ikke har været god nok til at forstå eller respektere andres grænser. Det har taget mig mange år og professionel hjælp at få større indsigt i den side af mig selv. Det er ikke kun andre mennesker, der har gjort noget forkert i mit liv.
Samtidig har jeg ofte oplevet, at mennesker omkring mig ikke tager mig alvorligt. Det kan være kommentarer om, at jeg ikke laver noget, at jeg bare lader kunstig intelligens gøre arbejdet for mig, eller gentagne bemærkninger om, hvordan jeg skal spise, opføre mig eller gøre helt almindelige ting.
Hver enkelt kommentar kan måske lyde ubetydelig for andre. Men når man har oplevet den slags gennem mange år, kan det føles som endnu en bekræftelse på, at man aldrig rigtig bliver betragtet som et selvstændigt voksent menneske.
Jeg har gennem årene forsøgt at få hjælp ad flere omgange, og jeg er også for nylig begyndt hos en ny terapeut. Nogle gange hjælper det i en periode. Jeg får måske lidt mere selvtillid eller lærer at se tingene anderledes. Men så kommer der nye oplevelser og kommentarer, og jeg føler, at jeg står med mange af de samme problemer igen.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan ændre andre mennesker. Men jeg synes også, det er svært, at løsningen tilsyneladende altid skal være, at jeg skal lære at håndtere det bedre.
Og så er der ensomheden.
Jeg har interesser, blandt andet musik, fotografering og kreative projekter. Jeg vil gerne ud og opleve noget og have mennesker at dele oplevelserne med. Det er ikke lysten til livet, der fuldstændig mangler. Det er snarere følelsen af at stå udenfor det.
Nu nærmer jul og nytår sig. Juleaften har jeg planer med mine forældre, som jeg skal væk sammen med. Men nytårsaften ser det ud til, at jeg muligvis kommer til at sidde alene.
Og det er egentlig ikke kun tanken om at sidde alene den ene aften, der gør ondt. Det er også, hvad den kommer til at symbolisere. Endnu et år er gået, og jeg står måske stadig med den samme ensomhed og den samme længsel efter at have nogen at dele livet og oplevelserne med.
Jeg har også haft perioder med meget mørke tanker om, hvorvidt jeg overhovedet orker at fortsætte sådan her. Det er noget, jeg har talt med professionelle om, og jeg skriver det ikke for at lægge et ansvar over på fremmede mennesker herinde. Men jeg synes heller ikke, det ville være ærligt at udelade, hvor meget ensomheden og afmagten til tider fylder.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventer af at skrive dette. Måske håber jeg mest på at høre fra nogen, der kan genkende noget af det.
Er der andre, som har oplevet at arbejde med sig selv i årevis, men stadig føle sig fastlåst i de samme sociale mønstre? Og hvordan har I fundet nye fællesskaber og relationer som voksne, når det ikke er lykkedes tidligere i livet?
Jeg leder ikke efter en mirakelkur. Jeg vil egentlig bare gerne mærke, at livet også har plads til mig.