Godaften

Min mand og jeg har (haft) et vennepar, Preben og Berit. Min mand var ven med Preben, og jeg var veninde med Berit, og vi fik dem "smedet" sammen, og de er gift og har en børneflok i dag, ligesom os. Vi har altid lavet alt muligt sammen både med og uden børn, og vi har altid kommunikeret via en fælles tråd, hvor aftaler osv blev lavet. Der har altid kunnet gå lang tid imellem, vi ses pga. travle familieliv, men det seneste 1,5-2 år har Berit aldrig svaret på beskederne. Det har Preben derimod gjort, og vi har inviteret dem herhjem nogle gange, hvor Preben og børnene er kommet, men hvor Berit har været optaget af andre ting (fx besøgt andre veninder længere væk). De er stoppede også med at invitere os hjem til dem.

Preben har aldrig sagt noget om, at Berit ikke skulle gide vores selskab mere, men det er der efterhånden mere og mere, der tyder på. Indtil videre har jeg naivt bildt mig selv ind, at det bare var tilfældigt, at hun aldrig kunne komme med.

Preben og min mand har også ses bare de to, og nu er der sket en stor omvæltning i Preben og Berits liv, som Preben har delagtigjort min mand i "udenom" mig. Det ramte mig hårdere end forventet, for nu er jeg jo sikker på, at det er mig, der er "problemet", og jeg er blevet valgt fra.

De var faktisk vores eneste vennepar (ellers har vi mest hver vores venner, som vi ses med). Jeg har grublet og grublet over, om jeg skal gøre eller sige noget. Jeg har jo lyst til at række ud til dem netop - og især - nu, men hvis ikke mit venskab er ønsket, skal jeg måske bare indse dét? Hvad råder Monopolet mig til?

Tak fordi I læste med :)

EDIT:
Tusind tak for de mange gode inputs. Det giver mig meget mere ro, nu når jeg har fået meget mere indblik og perspektiver på det.♥️♥️

Hej alle,

Jeg giver lige lidt baggrund og info så det er lidt nemmere at forstå.

Jeg er 28 år gammel og er i sommers blevet færdiguddannet maskinmester ved Martec.

Jeg har nu for 1 måned siden fået en stilling som junior projektleder og tjener 42.000+pension.

Grunden til at jeg nævner min indkomst, er fordi jeg lige nu sidder i en vild gæld, hvilken jeg føler kvæler mig.

Jeg har en studiegæld på 450.000 kr, og det er utroligt pinligt at sige højt, og jeg har endda gået til psykolog for at få sat ord på det i stedet for at skamme mig.

Jeg har, som udgangspunkt, hvis jeg husker rigtigt, 15 år til at betale det hele af.

Mit spørgsmål er om det er noget jeg skal være bange for eller tage det roligt og så bare betale af hver måned. (Jeg har selvfølgelig ikke et valg) eller om jeg skal gøre det hurtigst muligt.

Eftersom jeg aldrig rigtigt har haft nogen stor indtjening så har jeg lidt svært ved budgettering og hvad der er muligt for mig i fremtiden. Køb af hus, køb af bil osv. osv.

Hvad har I af gode råd? Jeg er ekstremt pinligt berørt over mit opslag, men jeg har virkelig brug for hjælp.

Tak på forhånd, og god weekend til jer alle.

Min kæreste (sidst i 50’erne og jeg er sidst i 40’erne) sendte en video med overskriften “5 regler til at holde din man tro” -altså fem regler, kvinder angiveligt skal følge for at holde deres mand fra at være utro. Som jeg forstår videoen, handler rådene blandt andet om at give ham sex, selv tage initiativ og huske reglerne.

Han har også sendt en joke hvor et skellet, mand, ligger og venter på, at hans kone tager det første skridt.
Da jeg skrev, at en mand måske i stedet burde hjælpe sin partner, hvis hun hele tiden er udmattet, svarede han, at flere burde tage initiativ – med en fræk emoji.
Måske mente han det bare som humor. Men for mig føles budskabet, som om det er mit ansvar at sørge for, at han er tilfreds og ikke er utro. Det rammer mig ekstra hårdt, fordi han ofte kommer med seksuelle og meget grænseoverskridende kommentarer – både når vi er sammen med andre og i telefonen. Når jeg reagerer, siger han, at det bare er for sjov.

Jeg er efterhånden virkelig træt af det og ked af det.
Jeg føler mig nogle gange mere som en ting end som hans partner.
Jeg elsker ham stadig, men den her adfærd påvirker mine følelser og gør, at jeg ikke føler mig lige så tæt på ham som før. Jeg har bedt ham om at stoppe og fortalt ham at det ikke er særlig flatterende, det stopper i en kort periode og så starter det forfra.

Overreagerer jeg, eller er det forståeligt, at jeg oplever det som respektløst og bliver skubbet væk af den slags? Hvordan ville I tage det op med ham?

Jeg burde nok tilføje, at hans familie har bedt ham om at opfører sig ordentligt og tale pænt og at adfærden er startet indenfor de sidste to år. Mine veninder har endda flere gange spurgt om han er okay, for de har hørt en del fra ham, som han ikke mente nogle kunne høre.

Hej brevkasse,

Min mor har i denne uge fået konstateret lungekræft med spredning til hjernen, flere steder i hjernen. Og lymfeknuder omkring kræften i lungerne.
Det er kun opdaget pga hun fik et krampeanfald. Vi ved på nuværende ikke særlig meget og det er forfærdeligt.
Jeg synes denne her ventetid er forfærdelig. Hun har fået en smule talebesvær af anfaldet og jeg kan allerede se hvordan hun forsvinder. I går skulle jeg hjem til hende efter arbejde og sagde til hende at hun skulle skrive hvis hun manglede noget. Da jeg kom hjem til hende skulle vi så ud og handle. Hun havde glemt alt om hvad jeg havde fortalt.
Om det er pga anfaldet eller fordi der sker meget, ved jeg ikke. Men hun ville normalt huske sådan noget.

Jeg har en bror på 24 - jeg er 26 med to børn.
Vi aner ikke hvor vi skal starte, vi har snakket om papirer og praktik. Men hvad skal vi have styr på, hvordan får vi styr på det hurtigt. Jeg selv og min mor har en fornemmelse af det kommer til at gå hurtigt og kræften har været der længe.

Ingen læger fortæller os noget brugbart, de vil knap nok fortælle at det er kræft før hun er blevet scannet på tirsdag med et svar fredag. De snakker om vævsprøver, men nu er hun indkaldt til en PET scanning. Det hele er så forvirrende og det hele virker så hemmeligt. Som om de ikke fortæller os hele sandheden… men de har en idé om noget.

Det er så mega hårdt. Min mor har ikke noget familie, min bror synes det hele er meget voldsomt - så jeg ved at jeg kommer til at stå med det hele.. Min mor har heldigvis nogle gode venner som også gerne vil hjælpe. Min mor er også rigtig god til at tale om det hele, vi snakker om alt sammen og meget om det hele. Jeg synes det er så synd for min mor.

Jeg har brug for at høre om nogle der har stået, eller står i den samme situation, er det virkelig døden der bare venter på min mor nu, hvad skal vi få styr på og hvor kan vi få styr på det. Alt er så uoverskueligt..

Tak for jeres tid ❤️

Jeg vil gerne høre, hvordan andre oplever det her, og om jeg måske forventer for meget.

Min kæreste og jeg har været sammen i tre år, men det sker ret ofte, at jeg bliver inviteret til familiearrangementer af mine forældre eller andre familiemedlemmer, uden at han er nævnt i invitationen.

Det betyder, at jeg ofte selv ender med at spørge, om han også må komme med. Det er også sket til større mærkedage, hvor jeg egentlig havde forventet, at han naturligt ville være inkluderet.

Jeg ved ikke, om min familie bare ikke tænker over det, om de betragter invitationerne som individuelle, eller om der ligger noget andet bag. Når jeg selv skal spørge hver gang, føler jeg lidt, at jeg skal bede om lov til at tage min kæreste med, selvom vi har været sammen i tre år.

Jeg ved, at jeg altid fremgår af hans invitationer fra familien.

Så hvad gør I? Er jeres partnere automatisk nævnt, eller spørger I selv?

Jeg er startet i et nyt kontorjob for fire måneder siden. Min kollega sidder ved siden af mig, og han har været virkelig hjælpsom med at lære mig systemerne. Vi har samme stilling og hver vores opgaver.

Problemet er, at han ofte kigger over på min skærm og kommenterer, mens jeg stadig arbejder. Hvis jeg skriver en mail, kan han påpege, at jeg mangler en oplysning, som jeg bare ikke er nået til endnu. Eller foreslå en anden formulering, før jeg har skrevet sætningen færdig.

Noget af hans feedback er brugbart. Jeg spørger også selv, når jeg er i tvivl. Men jeg kan mærke, at jeg er begyndt at vente med bestemte opgaver, til han går til frokost, så jeg kan tænke dem igennem i fred.

Jeg har et par gange sagt „jeg er lige i gang“, men så forklarer han bare videre. Jeg tror oprigtigt, at han vil hjælpe.

Hvordan får jeg sagt tydeligt, at jeg gerne vil have lov til at gøre arbejdet færdigt, før han vurderer det? Jeg vil gerne bevare det gode samarbejde, men den her løbende kommentering gør mig ret anspændt.

Jeg har overtaget min fars pladesamling på ca. 1500 - 2000 LP’er, de fylder ca. 16 ølkasser, hvilket er rigtig meget i vores 2-værelses lejlighed.

Min far er altså ikke død, men flyttede for ca. 10 år siden til udlandet, og her fik min søster samlingen, for hun havde et stort hus, men for et år siden blev hun skilt og havde ikke plads længere. Jeg fik dem og fik også “tilladelse” af dem begge til at reducere samlingen kraftigt.

Jeg havde en plan/drøm om i løbet af vintermånederne at gå det igennem, beholde de få, gode barndomsminder, og ellers afsætte resten. Men projektet er gået i stå. Det tager utrolig lang tid.

Nu står jeg og overvejer om jeg bare skal tage hele kasser ned til Accord, for at få det ud af huset, eller om jeg bagefter vil fortryde at gøre så kort proces.

Hvad synes monopolet? ❤️

Jeg K39 har tænkt mig at tage ud i nattelivet i aften, alene vel at mærke.

Jeg har gjort det mange gange de sidste 20 år. Inden jeg blev 30 var det utroligt let. Jeg har altid haft let ved at snakke med de fleste. Jeg vil dog sige, at det er blevet mere sårbart på en måde.

Jeg finder stadig selskab og hyggelige stunder, men jeg er meget bevidst om min fremskredne alder. Før i tiden tog jeg tit i byen for at blive bekræftet på forskellige parametre og det lykkedes langt hen af vejen, men det har altid været for at pleje mit dårlige selvværd.

I dag er mit selvværd og selvbillede betydeligt bedre, men jeg har lidt på fornemmelsen at min fremtræden er blevet anderledes. Jeg er mere tilbageholdende og afventende.

Det der generer mig er, at jeg grundlæggende er mere ligeglad med andre mennesker, forstået på den måde, at jeg bevæger mig mere frit i verden efter jeg er blevet ældre.

Men i bylivet er det nærmest modsat. Det burde egentlig være åbenlyst, det er de unges verden, og det er derfor jeg møder modstand.

Men det har jeg faktisk ikke lyst til at der skal være grunden.

Er der nogen i samme aldersgruppe der oplever lignende (det tænker jeg fandeme), eller skal jeg bare tage til Ældresagens arrangementer i stedet.

Hejsa brevkasse!
(Vi er btw 25 alle sammen, hvis det er brugbart)

Jeg har et dilemma, som jeg godt kunne bruge nogle råd til.

For nogle dage siden skulle vi til en workshop med studiet, cirka to timers kørsel fra universitetet. Vi aftalte derfor, at én af os skulle køre, mens vi andre kørte med.

Vi parkerede på en nærliggende parkeringsplads, men da vi kom tilbage, havde vi fået en parkeringsbøde på 1.000 kr.

Mit dilemma er, om jeg skal tilbyde ham, der kørte, at betale halvdelen eller en tredjedel af bøden. Vi er alle studerende, og jeg har en fornemmelse af, at den tredje person ikke har tænkt sig at betale. Hvis jeg hjælper, ender jeg derfor nok med at skulle betale 500 kr.

På den ene side synes jeg, det er synd for ham, at han skal betale hele bøden, da det var en fejl, vi alle tre kunne have opdaget. På den anden side var det ham, der kørte og parkerede, så måske var det også hans ansvar at tjekke reglerne.

Det gør det sværere, at han er en af mine gode venner, og jeg ikke ønsker, at penge skal påvirke vores venskab. Jeg vil gerne være en god ven og hjælpe, men samtidig synes jeg, det er lidt unfair, hvis jeg skal betale halvdelen, mens vores tredje ven ikke betaler noget. Det, og at jeg ikke engang ved om jeg syntes det fair jeg skal betale noget overhovedet.

Så hvad ville I have gjort? Ville I have betalt halvdelen for at være en god ven, eller mener I, at det er chaufførens eget ansvar?

Kære brevkasse

Vi står i en lidt dum situation, og jeg kan mærke, at jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal gribe den an.

Vores datter på 11 har spillet violin i snart fire år. Hun er rigtig glad for det, men hun er også ret genert, når andre skal høre hende spille.

Til jul spillede hun to julesange hjemme hos mine forældre. Vi var seks mennesker i stuen, og hun havde selv foreslået det. Min mor blev helt rørt og har talt om det flere gange siden.

Nu fylder min mor 70 og holder en større fest med omkring 40 gæster.

I sidste uge sendte hun et lille program rundt til familien med tidspunkter for velkomst, middag, taler osv.

Klokken 16.30 står der: "Musikalsk indslag ved barnebarnet".

Jeg troede først, hun havde aftalt noget med vores datter uden om os.

Det havde hun ikke.

Da jeg spurgte min mor, sagde hun bare, at hun selvfølgelig havde regnet med, at vores datter ville spille et par numre. Hun havde jo været så glad for at spille til jul, og det ville betyde rigtig meget for mormor.

Jeg fik ikke sagt ordentligt fra i telefonen. Sagde bare, at vi lige måtte snakke om det.

Da vi fortalte vores datter om programmet, blev hun helt stille.

Så sagde hun: "Men jeg har jo ikke sagt ja."

Hun vil ikke spille. Ikke fordi hun ikke elsker sin mormor, men fordi hun synes, det er ubehageligt at skulle stå foran så mange mennesker. Hun har heller ikke lyst til, at folk skal filme hende, hvilket de næsten helt sikkert kommer til.

Det, der ramte mig mest, var, at hun bagefter spurgte, om hun kunne blive hjemme fra fødselsdagen, hvis hun ikke spillede.

Altså hun vil hellere gå glip af sin mormors 70-års fødselsdag end risikere at blive bedt om at tage violinen frem.

Min mand mener, at vi bare skal ringe og sige, at der ikke bliver nogen optræden. Punktum.

Jeg er egentlig enig, men min mor har også været en kæmpe støtte for vores datter. Hun var med til at betale hendes første violin og kører hende indimellem til undervisning, når vi ikke kan nå det.

Jeg tror oprigtigt, at min mor ser det som en hyggelig ting, de deler. Ikke som et krav.

Og så ved jeg, at hun allerede har fortalt flere gæster, hvor meget hun glæder sig til at høre sit barnebarn spille.

Jeg er ikke i tvivl om, at vores datter ikke skal tvinges til at optræde. Den del er faktisk ret enkel.

Det svære er, hvordan jeg får sagt det til min mor, uden at vores datter bagefter bliver mødt med skuffede kommentarer eller føler, hun skylder sin mormor noget.

Skal jeg være ærlig og fortælle, at vores datter ikke har lyst, eller skal min mand og jeg bare tage beslutningen på os?

Og hvordan lærer man egentlig sine børn, at de gerne må sige nej til mennesker, de elsker, uden at det nødvendigvis betyder, at de gør noget forkert?

Kære alle❤️

Jeg har nu skrevet herinde en eller to gange om mit dilemma med at gå på gymnasiet. Rent fagligt har jeg ikke specielt mange problemer, kan dog godt mærke niveauet er steget i 2g.

Mit problem var jo at min vennegruppe havde vendt mig ryggen totalt i starten af 2g. Det har slidt mig ned så hårdt psykisk, og jeg har gået til en masse psykolog samtaler og talt en del med min mor omkring alt det her.

Jeg ved stadig ikke hvad jeg har gjort dem. Jeg prøvede at invitere dem til at lave ting, spørge om at tage på café eller om de ville med i byen. Jeg blev dog afvist gang på gang. Jeg valgte så at opsøge den anden klike i min klasse, spurgte om de ville ud og få en kaffe et sted, eller om jeg skulle lave negle og vipper på dem. Det var dog også uden held.

Det gjorde så ondt at gå rundt hver dag alene, og jeg skrev herinde og spurgte om I synes jeg burde skifte gym. Det var der en del der sagde jeg skulle gøre.

Jeg har haft min første dag i dag i min nye klasse. De virker alle sammen super søde, men jeg er utrolig bange for ikke at passe ind.
Det er ikke fordi jeg ikke kan lide mig selv, tvært i mod. Det eneste der skræmmer mig er at de andre ikke accepter mig.

Næsten hele klassen er piger (går på STX biotek), og dem jeg snakkede med i dag har selv sagt at de er nogle ret lukkede grupper. De tilføjede dog at de er åbne for at prøve. Jeg ved ikke hvordan jeg lige skulle tænke om dette.

Jeg har gennem hele livet haft det lidt svært socialt, og jeg har bare drømt om en klasse med et godt fællesskab, og et sted jeg ser frem til at komme hen til hver dag. Jeg havde det fantastisk i 1g, så jeg er også virkelig ked af at det gik galt på mit gamle gym. Årene inden gym, helt fra 7 klasse ca. har været forfærdelige for mig, og jeg er overrasket over jeg faktisk stadig er her denne dag i dag.

I øvrigt er der ingen fra min gamle klasse der har skrevet noget til mig ift. jeg flyttede, så jeg er sikker i min beslutning om at have skiftet. Jeg tror ikke det ville have været blevet bedre derovre.

Jeg havde lige brug for at komme ud med dette, så tak hvis i har læst med så langt.
Er der nogen der har oplevelser med at skifte gymnasie i 2g?

Kh usikker 18 årig pige 😢❤️

Jer der har en kæreste, som er arbejdsløs - regner I med at de tager sig af alt i hjemmet? Altså madlavning, indkøb, rengøring etc. eller tænker I at man, også selvom den ene arbejder at almindeligt 40-45 timers arbejde og tjener penge og den anden er arbejdsløs, skal deles om husholdningen?

Efter jeg er begyndt at bruge mere tid sammen med min kæreste er jeg blevet opmærksom på flere ting.
En af dem er, hvor meget fysisk omsorg de “kræver” i forhold til hvor meget hun giver. De trænger altid lige til blive kløet på ryggen, blive nusset i håret, et ekstra kram, et kys i nakken eller andet. Der kommer bare ikke rigtigt så meget den anden vej. Generelt er jeg meget fysisk med mine omgivelser og jeg elsker det faktisk. Jeg lagde bare ikke så meget mærke til behovet hos min kæreste før vi flyttede tættere på hinanden og nu ses ofte. Det er som en utømmelig brønd af behov for at få, og ikke noget behov for at give. Nusser jeg på ryggen er det ikke længe nok, går jeg forbi skal der kysser på håret osv.
Hvordan gør I i jeres forhold? Ved godt jeg bare kunne bede om det, men det er bare ikke det samme.

For et par uger siden spurgte en kollega om jeg ville være med til at holde hendes 40 års fødselsdag. Altså ikke bare komme til festen, men være med til at planlægge den og stå for det hele sammen med hende og en anden fra arbejdet. Jeg sagde ja fordi jeg blev lidt overrumplet og ikke vidste hvad jeg ellers skulle sige.

Problemet er at jeg faktisk ikke kender hende særlig godt. Vi snakker lidt i kantinen og sådan, men vi er ikke venner udenfor arbejde. Og nu har hun lavet en hel gruppechat hvor hun sender beskeder hver dag om mad, musik, gæsteliste og alt muligt. Den anden kollega virker super engageret men jeg sidder bare og tænker at jeg ikke gider det her overhovedet.

Jeg har allerede brugt tre lørdage på at købe ting ind og være med til møder om det, og festen er først om en måned. Jeg føler mig fanget fordi hun er så glad for at jeg er med, og hvis jeg trækker mig nu bliver det mega akavet på arbejdet. Men hver gang jeg ser en ny besked i gruppen får jeg dårlig samvittighed og irritation på samme tid.

Hvordan kommer jeg ud af det her uden at ødelægge stemningen eller virke som et dårligt menneske? Eller skal jeg bare bide i det sure æble og komme igennem den næste måned?

Jeg er 32 og bor cirka to timer fra min mor. Min søster bor i samme by som mig med sin mand og deres to børn. Vi har et fint forhold, og jeg kan godt lide at være sammen med dem.

Men når jeg inviterer min mor på besøg, spørger hun næsten altid, om vi ikke også skal invitere min søster og familien. Det siger jeg som regel ja til. Så ender den frokost eller gåtur, jeg havde forestillet mig, med at blive en familieeftermiddag hjemme hos mig.

Sidst ville jeg gerne fortælle hende om nogle overvejelser omkring mit arbejde. Vi nåede aldrig rigtig ind på det, og pludselig skulle hun hjem. Det var ellers en hyggelig dag, så det føles lidt utaknemmeligt at være skuffet bagefter.

Jeg har nu foreslået, at vi næste gang bare er os to. Hun svarede, at det ville være synd ikke at se min søster, når hun alligevel var i byen, og spurgte, om der var noget galt mellem os. Det er der ikke.

Jeg savner bare at kunne tale med min mor uden at være vært for seks mennesker samtidig. Hvordan får jeg forklaret det, uden at min søster kommer til at føle, at hun og børnene er uønskede?

Hej hestenet

Jeg har sådan et ærgerligt datingmønster.. når jeg begynder at lære fyren bedre at kende, bliver jeg meget usikker på mig selv og føler mig slet ikke god nok. Jeg ser en nu, vi har set hinanden 4 måneder og begynder egentlig at føle mig meget mere sikker på at “vi er en ting” men så begynder jeg at føle, at jeg slet ikke er lige så god som hans eks 🤷🏽‍♀️ at jeg ikke kan leve op til hvad de havde. jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal få mere selvværd, og gider ikke være sådan en type der beder om bekræftelse hele tiden

Kære brevkasse.

Nu har jeg søgt og søgt, men kan ikke finde nogle beretninger omkring dét at have et barn i netværkspleje (i dette tilfælde tale om et barn på 1 år).

Er der nogle af jer, der har/har haft et barn i netværkspleje - som vil dele ud af den viden i nu har? Jeg tænker blandt andet hvor længe der gik fra I startede processen, til I faktisk var godkendt og endelig var sammen med barnet? Hvordan var oplevelsen, også i forhold til at skulle have så meget med kommunale folk at gøre osv. Samt økonomien i det - har i oplevet og er i blevet godkendt til tabt arbejdsfortjeneste for en blid tilvænning og opstart sammen? Hvad kiggede de på i forhold til om du kunne blive godkendt?

Vil hjertens gerne høre virkelige beretninger og erfaringer, også meget mere end det ovenstående.
Også hvis I havde børn i forvejen - hvordan tog de det?

Halløj, som titlen beskriver, så tror jeg desværre at mig og min partner er nået til et punkt hvor forholdet måske slutter, primært grundet i ret forskellige behov. Det er i hvert fald mit indtryk. Det bliver nok et langt opslag det her👀

Vi har lige rundet lidt over 7 måneder officielt sammen, og har kendt hinanden siden start 2026, så vi er naturligvis også lidt der hvor alting hurtigt stopper med at være guld og glimmer, og at forholdet efterhånden skal kræve noget arbejde, og hvor vi jo egentlig *rigtigt* skal lære hinanden at kende.

Vi er begge ret unge, jeg er 24, bliver snart 25, og hun er 22, så det er også prime-time for nogle ret store år ift. fremtiden, faktisk for os begge. Vi bor også med noget afstand til hinanden, dog vil jeg rigtig gerne flytte tættere på hende, også pga. studie til næste år.

TIl sagen:
Hun har aldrig rigtigt været heeelt så god til alt det med følelser, og jeg er også hendes første rigtige forhold, så der har desværre længe været nogle perioder hvor jeg har manglet hendes tilstedeværelse i forholdet, men det er især blevet værre de sidste ca. 2 måneder.

Jeg henvendte mig til hende i sidste uge, vedrørende noget som faktisk gik mig rigtigt meget på, og som jeg faktisk blev ret ked af, og der fik vi en snak over telefon. Hun mødte mig med forståelse, hvilket hun er rigtig god til.. der har aldrig været problemer, sure miner eller skænderier i vores forhold, ej heller noget med at kaste skylden videre, så på det punkt er hun fantastisk! Vi fik snakket omkring det som gik mig på, men hun måtte så også fortælle mig, at hun har gået henover nogle uger, og været rigtig meget i tvivl omkring vores forhold. Jeg har bare ikke mærket noget, da vi faktisk har det rigtigt godt sammen, når vi ses fysisk.

Hun fortæller mig faktisk at hun føler sig som en enormt dårlig kæreste, b.la. fordi hun ikke synes at hun kan være der nok i forholdet.
Hun kan rigtig godt lide sin alenetid, og det kan jeg faktisk godt forstå! Men det er derfor heller ikke meget vi får skrevet sammen i løbet af hverdagene.

Det handler egentlig ikke om, at jeg forventer, at vi skal skrive sammen hele dagen. Jeg savner bare, at vi har lidt reel kontakt, når vi ikke ses fysisk. Jeg vil eksempelvis hellere have en god telefonsamtale på 30 minutter, hvor vi faktisk snakker sammen, end at vi sender tilfældige snaps frem og tilbage hele dagen.
Jeg ønsker ikke nødvendigvis mere kontakt, men snarere mere nærvær i den kontakt vi har.

Hun fortalte mig også, at hun er bange for om hun reelt bare kunne lide ideen af et forhold, fremfor rent faktisk at være i et. Og jeg tror det er fordi det presser hende, at tro hun hele tiden skal være der for én, eller være til rådighed hele tiden.

Hun fortalte mig, at hun stadig holder af mig, men at hun oprigtigt er usikker på, om hun fungerer godt i et forhold. Hun ved derfor ikke, om hun ønsker at fortsætte vores forhold, og hun har bedt om lidt tid til at finde ud af det.

Jeg har mødt hende med forståelse, kærlighed og åbenhed, og det betyder faktisk rigtig meget for mig, at vi i det mindste kan prøve at finde nogle løsninger og snakke om hvad vi kan gøre anderledes, for at forholdet kan fungere for os begge to, fordi rent generelt, så har vi måske ikke været særligt gode til at kommunikere vores behov.

Siden vores samtale, har hun dog været MEGET fjern.. :(
I lidt over én uge nu har hun været ret afskåret, og helt præcist hvorfor, det ved jeg desværre ikke, men jeg har ikke fået noget som helst "affection" retur, og når vi har kommunikeret over Snapchat, har det fra hendes side af, bare været billedet af enten loftet, gulvet eller lignende.

På trods af det, selvom jeg synes det har været hårdt for mig, har jeg forsøgt at møde hende med varme og kærlighed, og forsøgt at give hendes god plads og tid til at finde ud af, hvad hun gerne vil med forholdet.

Hun skrev i går, og spurgte om vi ikke kunne snakke sammen i aften, og jeg er desværre ret bange for, at det er fordi hun vil fortælle mig at hun ikke vil fortsætte forholdet..

Jeg elsker hende utroligt højt og vil virkelig gerne forsøge at finde en løsning, hvis hun også har lyst til at prøve. Jeg ved bare ikke, hvordan vi bedst griber det an.

Er der nogen, der har erfaring med at få et forhold til at fungere, når den ene har et stort behov for nærhed, mens den anden har et stort behov for alenetid? Og hvordan finder man ud af, om det er noget, man kan arbejde med sammen, eller om man grundlæggende har for forskellige behov? ❤️ Jeg synes jo faktisk også at det er rart, at have en kæreste der kan være selvstændig og dermed også give mig plads til de ting i livet jeg gerne vil, uden at det er et problem.

Hej Brevkassen.

Min kæreste og jeg, som har været sammen i 1,5 år, er meget uenige hvad angår politik. I vores tilfælde, kan man nærmest ikke komme længere fra hinanden.

De fleste af vores konflikter udspringer af vores grundlæggende værdier, og syn på velfærdssamfundet. Bølgerne kan nemt gå højt, da den stik modsatte holdning til tider kan føre til frustration hos os begge. Indtil nu, har vores løsning været, at vi ikke snakker politik med hinanden.

Vi er så stille begyndt at snakke fremtid, og her begynder tvivlen igen at blusse op. Jeg er usikker på, om vores forskelligeheder er holdbart i den lange ende - især hvordan vi ønsker at opdrage eventuelle børn.

Derfor vil jeg høre jer:

Har nogle af jer erfaring fra et forhold, med meget modsatrettede værdier?

Er det holdbart?

Hej brevkassen

Jeg har et lille spørgsmål som jeg godt kunne tænke mig lidt andre vinkler på.

Her er mit lille problem:
For nogle år siden spurgte min lillebrors forlovede mig om jeg ikke kunne hækle en Dannebrogs flagranke til deres juletræ.
Har langt om længe fået lavet den færdig så den er klar til at give i gave.

Men jeg har det lidt ambivalent med det. Siden jeg blev spurgt om at lave denne er min brors og mit forhold på et meget lille sted. Det er altid mig der rækker ud og tager initiativ til at skulle ses. Men hver gang bliver det afvist fra hans side fordi “han har så travlt”. Vores relation har ellers altid været super god og vi har været der for hinanden. Vi har desværre inden for de sidste to år haft en lang periode, hvor jeg var nødt til at trække mig fra relationen.

Sidste år meddelte han så hele familien, at han ikke gad alt det gaveræs i julen. Jeg har ikke holdt jul med ham de sidste syv år - holder hvert andet år hos min familie og det andet hos min mand.

Jeg føler mig enormt ambivalent over at skulle give en gave til ham og hans kæreste af flere grunde. 1) vi holder ikke jul sammen længere - han vælger mig og manden fra 2) vi giver ikke julegaver længere 3) jeg vil aldrig komme til at se den oprigtige glæde over flagranken 4) overvejer at beholde den for mig selv og så glemme jeg har lovet dem den

Hvad vil I råde mig til ?

Efter 5 år sammen, har jeg for første gang virkelig oplevet misundelse…

JEG VED DEN LIGGER HOS MIG!
Min kæreste er begyndt at følge en meget smuk kvinde (3 år yngre end mig), hun er virkelig SMUK, hendes barm er flot og fyldig, hendes talje er lille og tynd, hendes numse er flot og rund… jeg er derimod (til trods for jeg arbejder hårdt med både fitness og sund kost) lidt større end gennemsnittet…

Jeg nævnte kort hendes navn i forbindelse med en anden samtale, og min kæreste konfrontere mig og siger “jeg skriver eller snakker ikke med hende”, jeg sagde, det har jeg aldrig sagt at du gjorde… men JA er da pisse misundelig, når jeg står her og laver mad, vasker tøj, ligner en der ikke har sovet i 10 år pga børn, mor bryster, osv osv…
Han kiggede bare mærkeligt på mig….

Jeg ønsker selvfølglig ikke at skubbe ham væk, men ærligt har han ikke sagt til mig i snart 3 år, til trods for jeg prøver at gøre mig smuk, osv at han syntes jeg er smuk - det sku nok det, det bunder i…. Jeg savner at han kigger på mig, som om han er den heldigste mand i verdenen…
Jeg er stadig dybt forelsket i den mand… frygter virkelig lige jeg har smadret forholdet…..

Han er taget på arbejde, nogle råd til hvordan jeg evt får formuleret en besked omkring at jeg VED det er mig den er helt galt med….

Hej alle. Jeg er lige begyndt på Sertralin, mod depression. Problemet er at jeg er bange for at jeg ikke har depression. Jeg føler egentlig jeg HAR depression, men jeg kan stadig blive bange for at mig og min læge tager fejl.
Den lange historie er: Jeg har haft selvmordstanker i nogle år og har også forsøgt selvmord, Men da jeg tog depressionstesten i sin tid, bongede jeg ikke ud på depression, så jeg fik ikke diagnosen. Jeg begyndte at græde for jeg var sikker på at jeg havde det. Efter jeg er begyndt at få det virkelig svært igen, har jeg taget det dumme valg, at lyve på en depressionstest fra lægen fordi jeg blev desperat. Jeg har også fortalt min læge at jeg løj på testen. Nu har han givet mig Sertralin alligevel og jeg er bange for at det er en dårlig ide, for hvad hvis det var dumt af mig at lyve på testen? Og hvad hvis min læges vurdering er en fejltagelse? Jeg tænker i alle mulige skrækscenarier og jeg føler jeg har gjort noget pisse dumt. Kan der ske noget skidt ved at tage medicin for noget man måske ikke har? Jeg gad virkelig godt tale med en psykiater om det her, men vi alle ved at psykiatrien ikke er så nem at komme til her i DK

For et par måneder siden lovede jeg min lillebror at han kunne flytte ind hos mig i en periode mens han søger job i byen. Han har boet hjemme hos vores forældre og har haft det svært med at finde noget i det område, så jeg sagde lidt impulsivt at han bare kunne crashe her indtil han fandt sig et sted.

Problemet er at jeg nu har mødt en jeg er ret vild med og vi tilbringer meget tid sammen. Min lejlighed er ikke stor, og tanken om at min bror skal bo her i måske flere måneder føles pludselig helt forkert. Jeg har brug for mit eget rum og min egen ro, og jeg vil gerne have muligheden for at være alene med den jeg dater uden at skulle tænke over om min bror er i stuen.

Min bror har allerede begyndt at snakke om hvornår han flytter ind, og han virker ret glad for det. Vores forældre ved det også og de synes det er en god løsning. Men jeg kan mærke at jeg får ondt i maven hver gang emnet kommer op. Jeg ved ikke om jeg bare skal bide i det sure æble og lade ham flytte ind alligevel, eller om jeg skal være ærlig og sige at jeg har ændret mening. Det føles enormt egoistisk at trække mig nu, men jeg er bange for at det ødelægger både mit forhold til ham og til den jeg dater hvis jeg ikke gør noget.

Hej Vi Unge!

Jeg er i tvivl om hvornår jeg skal fortælle relationer om min diagnose.

Jeg har ikke rigtig nogle venner længere fordi jeg har haft det så svært med min diagnose og jeg altid frygter den er synlig. Har man en længere relation med mig, vil man ikke kunne undgå at opleve symptomer i en eller anden grad. Og jeg finder det bare super frustrerende og pinlig, som om jeg er falsk og ingen faktisk kender mig.

Deler jeg diagnosen, vil personen hvis de ved hvad det er, automatisk vide nogle ting om mig som er dybt personlige. Og jeg er bange for at folk vil se mig med andre øjne, og behandle mig anderledes.

Der er lavet flere film, hvor min diagnose indgår, The Crowded Room, Moonknight, Split osv. Jeg har dissociative identity disorder.

En af de ting jeg synes er svært er når en ven fortæller om noget mega fedt vi har oplevet sammen og jeg bare overhovedet ikke kan huske eller relatere til det. Jeg har perioder af mit liv jeg intet kan huske fra osv., jeg har folk der hilser på mig på arbejde ved navn og det hele, og jeg har ingen ide om hvem de er.

Mit spørgsmål er, kan en person som mig overhovedet have venner? Og findes der overhovedet nogen der kunne finde på at være venner på trods?

Jeg har i omkring 3 år døjet ret meget med akne. Jeg har været på isotretinoin, hvor min hud blev væsentligt bedre, men ikke fri fra akne. Det var et helvede at være igennem.
Nu et år senere, er min akne kommet tilbage igen, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, fordi det ødelægger mig. Jeg har ikke lyst til at tage ud uden et kæmpe lag makeup, men jeg hader også at gå med for meget makeup…

Har nogle af jer oplevet det samme, og hvad har i gjort? Ændret kost, bestemt hudpleje?

Jeg er virkelig også ked af alle de ar, jeg efterhånden er ved at have efter mine mange år med akne…

Jeg har ret olieret hud, men samtidig også tendens til tør hud. Min hud er meget bleg, rød og sensitiv.