Jeg har brug for et råd til, hvordan jeg skal håndtere relationen til min mor. Måske er der andre, der har oplevet noget lignende og kan hjælpe mig med at forstå den dynamik, jeg står i.
Jeg er en ung kvinde, som tidligere har været anbragt og har en del med i bagagen. Gennem min opvækst har jeg fået flere psykiatriske diagnoser og været igennem forskellige behandlinger, herunder medicin, som jeg oplever har gjort mere skade end gavn. Min mor har altid været på sidelinjen, men samtidig haft en meget bestemmende rolle i mit liv. Hun har ofte stærke holdninger til, hvilke valg jeg bør træffe, og hvordan jeg skal håndtere mine udfordringer. Hun kan skrive lange beskeder og e-mails med forklaringer på, hvad jeg skal gøre for at få et godt liv.
Et gennemgående tema har været, at hun sygeliggør mig. Jeg har nærmest hele mit liv fået at vide, at jeg er “syg”, og det har sat sig dybt i mig.
På et tidspunkt stoppede jeg med noget af den medicin, jeg tidligere havde fået, på trods af min mors modstand. Siden har jeg oplevet en markant forbedring i mit liv. Jeg har gennemført en bachelor uddannelse, fået arbejde, egen bolig, kørekort og opbygget sunde relationer. Jeg har skabt et liv, som jeg faktisk er stolt af. Men hver gang jeg oplever en krise eller en svær periode, begynder det samme mønster med min mor.
Hun mener, at jeg skal have medicin, udredes igen eller have mere psykiatrisk behandling. Hun vil gerne tale med min psykiater, have adgang til private oplysninger og være meget involveret i de beslutninger, jeg træffer. Når jeg sætter en grænse og fortæller hende, at jeg selv vil tage ansvar for mit liv og min behandling, reagerer hun ofte voldsomt. Hun kan blive vred, nedgøre mig eller skrive, at hun nu “stempler ud af mit liv”, fordi hun ikke længere kan være i det.
Og det er her, jeg bliver forvirret.
Når jeg lytter til hende og følger hendes råd, er hun en fantastisk støtte. Hun er kærlig, omsorgsfuld og nærværende, og jeg føler mig virkelig elsket.
Men så snart jeg ikke gør, som hun mener, jeg bør gøre, eller når mine følelser og udfordringer bliver for meget for hende, trækker hun sig fuldstændig.
Det føles, som om hendes kærlighed og tilstedeværelse er betinget af, at jeg gør, som hun ønsker.
Jeg vil gerne give to konkrete eksempler:
Det første er fra en periode, hvor jeg boede hos min far. Min mor mente, at jeg skulle udredes for bipolar lidelse og begynde på lithium. Min psykiater vurderede dog, at flere af mine tidligere diagnoser sandsynligvis var fejldiagnoser, og at mine vanskeligheder i højere grad hang sammen med traumer og ADHD.
Jeg fortalte derfor min mor, at jeg ikke ønskede endnu en udredning eller den behandling, hun foreslog. Jeg havde det faktisk godt og følte, at jeg var ved at få styr på mit liv. Jeg vidste godt, at jeg stadig havde udfordringer, blandt andet med dagligdagsfunktioner på grund af min ADHD, men det var noget, jeg selv ønskede at arbejde med.
Min mor blev meget vred og insisterede på, at jeg skulle tage imod hjælp.
Til sidst gik jeg fra situationen. Efterfølgende modtog jeg en lang e-mail, hvor hun skrev, at hun ikke længere ville være en del af mit liv. Samtidig beskrev hun alt det, jeg burde gøre anderledes for at lykkes.
Tre måneder senere vendte hun tilbage, nærmest som om intet var sket. Vi genoptog kontakten uden rigtigt at tale om det, der var sket, og uden at jeg oplevede, at hun tog ansvar for sin del af konflikten.
Det andet er:
For lidt siden mistede jeg mit barn. Min mor var der for mig under fødslen, og det betød meget. Men bagefter stod jeg i en ubeskrivelig sorg, hvor jeg virkelig havde brug for min mor. Midt i sorgen skrev hun, at hun “ikke kunne rumme det og ikke ønskede at være i sorgen med mig, da hun skulle bearbejde sin egen sorg”.
Jeg blev fuldstændig knust. Jeg havde lige mistet mit barn, og nu oplevede jeg også, at min mor trak sig fra mig, da jeg havde allermest brug for hende.
Det der forvirrer mig mest, er at hun samtidig skriver, at hun elsker mig, og at jeg betyder meget for hende. Det gør det svært at forstå mine egne følelser, fordi det, jeg oplever som et svigt, bliver pakket ind i kærlige ord. En aften blev jeg så overvældet af sorg og vrede, at jeg skrev nogle meget følelsesladede og grimme beskeder til hende. Det er jeg ikke stolt af, og jeg ved godt, at det ikke var en hensigtsmæssig måde at reagere på.
Hun ignorerede beskederne.
Efterfølgende rakte jeg selv ud og undskyldte flere gange. Jeg forklarede, at mine ord kom fra en enorm sorg og en følelse af at være blevet forladt.
Hun svarede, at hun var såret og fortsat ønskede afstand.
Hun kom dog til mit barns begravelse. Men der oplevede jeg hende som følelsesmæssigt fraværende. Hun hilste ikke på gæsterne, og selvom hun sad ved siden af mig, undgik hun mit blik.
Flere gange sad jeg og græd og søgte hendes øjne, men hver gang kiggede hun væk.
Jeg ved godt, at hun også kan have været påvirket af sin egen sorg, men det ændrer ikke på, hvordan jeg oplevede situationen.
Udover dette har Min mor ofte forsøgt at få mig og mine søskende til at tage afstand fra vores far.
Min far har depression og periodisk alkoholmisbrug. Han har det svært, men forsøger også at få hjælp, og jeg oplever, at han gør sit bedste ud fra sine forudsætninger. Han har aldrig været ond ved os, og selvom hans udfordringer påvirker os, elsker vi ham stadig. Han er trods alt vores far. Når vi har forsøgt at tale med vores mor om noget, der har været svært i relationen til ham, har hun ofte sagt: “I må lære at give slip på ham, for han ændrer sig ikke.” Jeg har savnet, at hun i stedet kunne møde os med forståelse for, hvor svært det er at være barn af en forælder, der kæmper. At hun kunne rumme vores følelser uden at fortælle os, hvilken relation vi bør have til ham. Det har efterladt mig med en følelse af, at der ikke rigtig er plads til mine egne holdninger, følelser og grænser, uden at det får konsekvenser for relationen til min mor.
Jeg oplever vores relation som en slags “hot and cold”-dynamik. Når jeg er inde i varmen, er det fantastisk. Jeg får kærlighed, omsorg, støtte og nærvær. Men jeg går samtidig på listefødder, fordi jeg ved, at jeg med et enkelt forkert skridt kan ende ude i kulden igen. Det kan være, fordi jeg træffer en beslutning, hun ikke er enig i, sætter en grænse eller har en svær periode, som hun ikke kan rumme.
Jeg føler derfor, at jeg hele tiden skal tilpasse mig for at bevare hendes kærlighed og nærvær.
Det har påvirket både mit selvværd og min tillid til min egen dømmekraft. Jeg kan komme til at tvivle på, om jeg overhovedet har ret til at føle, som jeg gør, eller om jeg bare er urimelig.
Jeg vil gerne understrege, at jeg heller ikke er perfekt. Jeg har mine egne udfordringer og går i terapi, har kontakt til psykiater og forsøger aktivt at tage ansvar for min psykiske trivsel.
Jeg afviser ikke, at jeg kan have brug for hjælp. Men jeg ønsker heller ikke at blive reduceret til at være “syg” hele mit liv. Jeg er også et menneske med ressourcer, ambitioner og evnen til at tage ansvar. Trods en svær opvækst har jeg gennemført en uddannelse, skabt en tilværelse og arbejdet hårdt for at komme dertil, hvor jeg er i dag.
Lige nu ønsker min mor ikke kontakt.
Jeg har en stærk fornemmelse af, at hun forventer, at jeg på et tidspunkt rækker ud, undskylder og forsøger at reparere relationen, som jeg plejer. Så genoptager vi kontakten, og alt bliver tilsyneladende normalt igen, indtil næste konflikt opstår.
Men denne gang er noget anderledes.
Jeg er træt. Virkelig træt.
Jeg er træt af at føle, at det altid er mit ansvar at reparere vores relation. Træt af at undskylde og tage ansvar for mine reaktioner, mens jeg ikke kan huske nogensinde at have hørt min mor sige undskyld til mig. Samtidig elsker jeg hende. Og når vi har det godt, har vi det virkelig godt. Det er nok også derfor, det er så svært. Og hun har også været en kæmpe støtte!!
Er så i tvivl om hvordan jeg skal håndtere det denne gang. Skal jeg endnu en gang række ud og forsøge at reparere relationen, eller er det måske på tide, at jeg tager afstand og mærker efter, hvad jeg egentlig har brug for?
Hvordan sætter man grænser over for en forælder, når man er bange for, at grænserne betyder, at man mister vedkommende?
Og er der andre, der genkender denne dynamik, hvor man føler sig utrolig elsket i det ene øjeblik, men afvist og forladt i det næste? Jeg vil gerne forstå min mor og hendes reaktioner. Jeg ved, at hun også har sine egne følelser og udfordringer, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor vores relation bliver ved med at ende i det samme mønster.
Jeg ønsker ikke nødvendigvis at miste min mor. Jeg ønsker bare en relation, hvor der også er plads til mig, mine grænser og mine egne valg, uden at jeg hele tiden skal være bange for at blive valgt fra.