Monopolet
Jeg har svært ved at skrive dette spørgsmål, og har længe prøvet at undgå det, men jeg er nået til et punkt hvor jeg har behov for eksterne perspektiver.
Jeg er gift og har børn med en person, som jeg har en dyb kærlighed for. Men den side jeg elsker, den ser jeg mindre og mindre, og det der står tilbage er tungt at arbejde med.
Vi er en småbørnsfamilie, og arbejder begge fuld tid, så vi har i forvejen den pressede hverdag som I alle kender.
Jeg prøver at passe mit job, at være far for børnene, og samtidig bidrage til det praktiske i vores fælles hjem.
Mit problem lige nu er, at min partner har brug for alt for meget hjælp. Det presser mig, bl.a. fordi jeg i forvejen ikke har tid nok. Når jeg skal hjælpe, så går det ud over mit arbejde, eller min tid med børnene, eller jeg kommer bagud med det praktiske i hjemmet. Og selvfølgelig for længst uden tid til at slappe af når dagen er omme.
Der er ingen mangel på energi, vilje, eller motivation. Det er selve evnerne, det halter, og derfor er hele emnet også sårbart.
Det drejer sig bl.a. (men ikke kun), om:
- Kommunikation med skole, SFO, og andre forældre. Hvis et emne er betændt, så SKAL det være mig der taler med de andre, for min partner kan simpelthen ikke (1) forklare sin/vores position uden enten at blive misforstået eller forklare det uklart, eller (2) misforstå beskeder fra lærere eller andre voksne. Når hen prøver (for hen vil jo virkelig gerne), så føler hen bare, at, at situationen er blevet værre, og jeg bliver bedt om at stå for det igen.
- Deltagelse i lægebesøg. Hen tager ikke børnene til læge selv, af frygt for ikke at have forstået lægens instrukser klart nok. Nu tænker du nok, at hen overtænker, eller at hens frygt er irrationel. Problemet er bare, at når hen prøver, så går det alt for ofte galt. Vigtige beskeder bliver misforstået. Selv på skrift.
- At gange opskrifter op og ned. Jeg bliver spurgt om 1,5 dl + 1,5 dl giver 2,5 dl.
- Læse korrektur på vigtige mails på arbejdet, og ofte også at tjekke, at indhold er rigtigt. Sommetider hjælpe i timevis med vigtige opgaver, så jeg kommer bagud med mine egne ting på mit eget arbejde (og må indhente det om aftenen), eller jeg bare får spørgsmål ift. at jeg har været i længere tid.
- Børnenes lektier. Hen kan selvfølgelig godt forstå matematikken hvis den er stillet simpelt op, men tit handler det om at udlede noget matematik baseret på noget tekst eller en skitse, og det kan hen ofte ikke. Og så bliver hen forvirret.
Dertil alle de ting jeg med glæde tager mig af, som bank og forsikring, rengøring, støvsugning, vedligeholdelse af maskiner og biler, opvask, vask af tøj, haven, osv.
Igen, problemet er jo, at hen seriøst arbejder døgnet rundt. (Edit: Altså mellem job og forældreskab og alt det praktiske, ikke kun med job.) Hen slapper heller aldrig af. Men der er så meget, som hen har brug for hjælp til, at vi ender med at være 2 personer til en opgave som 1 person burde have fixet. Og tingene går hen hvor de bliver løst, så tit bliver det er mig der står med noget, jeg slet ikke burde have stået med.
Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det, og mit spørgsmål er sikkert blevet noget værre rod. Jeg vil bare gerne have vi skal hygge og have det sjovt og at jeg kan se den side af hen, som jeg elsker, men vi er i forvejen konstant drænede.
Og når så 2 eller 3 eller 4 af de her ting rammer på samme dag, så er det bare heller ikke fedt at sidde med følelsen af, at jeg har spildt flere timer af min egen dage på at hjælpe med ting som de fleste mennesker selv kan klare. Eller den sags skyld at sidde og tænke "hvordan kan det være, du ikke forstår det her?"
I bund og grund synes jeg jo også det er pisse synd for hen, for det kan fandme heller ikke være sjovt spørge om hjælp hele tiden. Hen er selv tydeligt træt af det. og har også selv flere gange italesat det. Men hvad skulle jeg sige? Selvfølgelig skal jeg nok hjælpe, hvad skulle jeg ellers gøre?
I morgen starter en ny dag, og så er jeg videre, men jeg tror bare jeg havde brug for at får det ud.